Nyt tilbud på NG: “BÅDEN” – fortrolige gruppesamtaler

”Det er nok bare mig, der har det sådan…” 

Hvorfor skal jeg altid tænke så meget over tingene…?”

”Jeg Kunne godt bruge nogen at tale med…”

”Jeg føler mig ikke god nok” (hverken i skolen eller privat)

”Jeg har svært ved at finde en balance i livet”

”Mine forældre er blevet skilt, og tingene er kaotiske hjemme”

”Jeg vil ikke fortælle mine forældre, at jeg har det svært, de har nok at se til”

”Jeg synes, det er svært i skolen – jeg er bange for, hvad de andre tænker om mig”

 Går du også med den slags tanker, der driller dig?

Tænker du også, at du er den eneste, der har det sådan?

 

Det skal du ikke!

For det er du ikke!!

 

DEL MED ANDRE, HVAD DER DRILLER OG FYLDER

NG introducerer et tilbud til dig, der gerne vil lægge arm med tankerne og måske endda lægge dem på hylden… Vi kalder det ”Båden”, fordi vi samles i grupper, hvor vi får snakket om tingene – og vi er alle ”i samme båd”. For vi har rigtigt gode erfaringer med at tale med hinanden om tingene. Det letter at få tingene fortalt til andre unge, der også deler deres tanker, og det er befriende selv at få fortalt, hvad det er der fylder i hverdagen.

STUDIEVEJLEDERNE HJÆLPER GRUPPEN

Projekt ”Båden” er et tilbud til alle elever på NG. En studievejleder deltager altid og faciliterer processen. I ”Båden” kan elever ad flere omgange mødes med andre elever, der også kæmper med svære tanker, og dele stort og småt i samtalerum, hvor der er plads til at fortælle og lytte, og hvor det, der foregår, naturligvis er fortroligt.

Det foregår på skolen i 4. modul mandag og tirsdag i uge 41, 43 og 46.

TILMELDING

Hvis du gerne vil med ombord i ”Båden”, så skal du melde dig til via din studievejleder.

VIL DU VIDE MERE?

Så kan du kigge forbi Uddannelsesleder Birgitte Veje Bredahls kontor mandag og torsdag i ugerne 38, 39 og 40.

Her står døren åben fra kl. 14.30-16.00, og Birgitte sidder klar til at fortælle dig mere om ”Båden”.