Stolte traditioner og nyt samarbejde

Nyborg Ungdomsskole og Nyborg Gymnasium samler musicalkræfterne
Både på Nyborg Gymnasium og hos Nyborg Ungdomsskole er der en stolt og stærk tradition for at sætte flotte, ambitiøse musical-produktioner op. Nu samler de to kulturinstitutioner musicalkræfterne i et nyt, spændende samarbejde.

Det bliver ikke blot et spektakel af sang, skuespil, dans, cheerleading og tumbling på scenen, når det nye fælleshold henover det næste års tid prøver kræfter med musicalen ”Bring it On” (med musik af Tom Kitt og Lin-Manuel Miranda). Det bliver samtidig nordisk premiere på stykket.

Ungdomsskolens Jesper Nielsen glæder sig ikke bare til som instruktør at sætte forestillingen op, men til at gøre det i det nye samarbejde – og med et højt ambitionsniveau:

– Det er et sindssygt spændende samarbejde, som jeg glæder mig helt vildt til! Dels fordi ”Bring it On” er en fed og krævende forestilling, men også fordi der er så stort et potentiale på Nyborg Gymnasium. En uddannelsesinstitution med næsten 1200 elever i en by med de musicaltraditioner, vi har her i Nyborg, skal kunne lave en forestilling, der er tæt på professionel og ikke kan matches af andre gymnasier i Danmark. Det er i hvert fald min ambition.

Kreativ fællesmængde – og næste skridt sammen

På Skolebakken er rektor Henrik Vestergaard Stokholm ikke mindre positiv over perspektiverne i det nye samarbejde:

– Vi har i forvejen en kreativ fællesmængde, når det gælder de fantastisk dygtige og talentfulde unge, der ofte både er elever hos os og dygtige, kreative kræfter i ungdomsskolens mange flotte opsætninger. Samtidig arbejder vi i forvejen tæt sammen med Ungdomsskolen, som har flyttet deres musikscene BUMS ind på gymnasiet med øvelokaler for upcoming musikere i Nyborg. Vi låner desuden idræts- og musikfaciliteter ud til de gode mennesker om aftenen og i weekenden, fordi mange af brugerne også er vores elever. Det er med andre ord en klassisk win-win, og vi elsker hinanden. Derfor tager vi nu det næste store skridt ud i rampelyset sammen, siger Henrik Vestergaard Stokholm.

Kontakt

Kunstnerisk leder Jesper Nielsen, Nyborg Ungdomsskole, mobil: 22 27 87 42

Rektor Henrik Vestergaard Stokholm, Nyborg Gymnasium, mobil: 29 73 74 72

Fakta

Der skal bruges i alt tæt på 100 elever, både på, bagved og foran scenen. Tilbuddet bliver for alle elever på Nyborg Gymnasium, uanset fagretning. Der bliver audition primo september 2020 med prøvestart kort tid efter. Forestillingerne, der er for både elever, lærere, forældre og publikum, er på plakaten i uge 6, 2021.

 Et hold af lærere fra Nyborg Gymnasium vil udgøre et kreativt team, der bl.a. står for orkester/kor og bliver tovholdere på en række funktioner som scene, kostumer og markedsføring.

 Kunstnerisk leder på projektet og instruktør er ungdomsskolens Jesper Nielsen, der sammen med rektor Henrik Vestergaard Stokholm tegner linjerne i samarbejdet. Jesper har i mere end 15 år stået i spidsen for Ungdomsskolens Rockmusical og har siden etableret MusicalTalentSkolen. Han har desuden instrueret musicals på Nordfynsspillene og Syddansk Musikkonservatorium.

 Koreograf på forestillingen bliver Heidi Scheibye, der er tidligere elev på Nyborg Gymnasium, hvor hun i 2007 spillede Sheila i Hair. Heidi er siden uddannet musicalperformer fra Musicalakademiet i Fredericia, og hun har senest arbejdet som instruktørassistent og resident director på Klokkeren fra Notre Dame og Tarzan på Fredericia Teater.