Der venter en absolut valgklassiker lige om hjørnet, når Nyborg Gymnasium tirsdag d. 10. marts 2026 inviterer alle partier til en stor valgdebat på Skolebakken i Nyborg. Tolv folketingskandidater har takket ja til at stille op foran de tusind forsamlede gymnasieelever, der er klar med masser af spørgsmål til noget af det, som de unge har på deres dagsorden.
– Det er et valgarrangement for de morgenfriske kandidater, da vi har inviteret i første modul fra klokken 8.15. Til gengæld garanterer jeg, at der er noget at stå op efter, da der vil sidde tusind unge mennesker, hvor der også er en større gruppe førstegangsvælgere imellem. For dem vil det være en helt særlig oplevelse at møde politikerne tæt på, inden de skal sætte deres første kryds. Vi glæder os til at tage imod kandidaterne på Nyborg Gymnasium, for vi går temmelig meget op i at forberede vores elever til medansvar for folkestyret og i at klæde dem på til aktiv deltagelse i demokratiet. Med et folketingsvalg bliver det endelig alvor for mange af dem, fortæller rektor Malene Meincke, Nyborg Gymnasium:
– Vi har inviteret et bredt line up af politikere, og så kommer journalist Henrik Mikaelsen forbi og modererer debatten ud fra en række spørgsmål, som en del af eleverne har været med til at formulere ude i klasserne. Henrik har været vores valgmoderator mange gange før, og han er fantastisk til at sikre en god demokratisk dialog med plads til alle.
En lille en til stemningen
For at sætte scenen fra morgenstunden og skabe den rette stemning er der en lille fællesøvelse at starte på:
-Inden politikerne bliver kastet ud i at debattere, så sender vi i fællesskab en lille opfordring til dem. Vi starter nemlig med at synge en lille fællessang med ”Gi’ os lyset tilbage”. Opfordringen? At politikerne, uanset partifarve, tager sig sammen og får styr på kloden, fællesskabet, demokratiet og tolerancen. Som politikere må de tage ansvaret på sig for, at den verden, vi overlader til de unge, er god, lys og håbefuld, siger rektor og tilføjer:
-Vi sørger for at øve på sangen, så vi sammen kan skråle den så højt, at politikerne ikke kan undgå at forstå og tage budskabet med sig ud i valgkampen og ind i Folketinget.
Følgende kandidater deltager i debatten med eleverne på Nyborg Gymnasium:
Joachim Hoffmann (Det Konservative Folkeparti)
Bjørn Brandenborg (Socialdemokratiet)
Jens-Henrik Thulesen Dahl (Danmarksdemokraterne)
Karsten Hønge (Socialistisk Folkeparti)
Victoria Velasquez (Enhedslisten)
Tobias Weische (Dansk Folkeparti)
Rosa Eriksen (Moderaterne)
Katrine Daugaard (Liberal Alliance)
Anastasia Milthers (Radikale Venstre)
Allan Holm Nielsen (Borgernes Parti)
Malene Ambo-Rasmussen (Venstre)
Linda Frølund Hansen (Alternativet)

