SØG

Psykologi C

Psykologi er videnskaben om, hvordan mennesker sanser, tænker, lærer, føler, handler og udvikler sig. Faget består af forskellige teorier om menneskesindet, der forklarer psykens udvikling og forskelle mellem mennesker.

I psykologi skelnes mellem, hvad der kan kaldes ’hverdagspsykologi’, dvs. den psykologiske forståelse af dagligdagsproblemer, som vi alle har, og videnskabelig baseret psykologisk viden. Faget vægter den sidstnævnte, fordi der ofte er flere forklaringer på en psykologisk problemstilling. Derfor lærer man også at forholde sig kritisk til psykologiske forklaringer, og man lærer en række faglige begreber til at formidle psykologisk viden.

Psykologi bidrager også til udvikling af kompetencer i forbindelse med refleksion over egne studievaner og samarbejdet med andre. Ligeledes giver psykologi bedre muligheder for forståelse og respekt for menneskers forskellighed på baggrund af personlige, sociale og kulturelle faktorer.

Indhold 
Psykologi i de gymnasiale uddannelser omfatter nyere forskning og teoridannelse inden for socialpsykologi, udviklingspsykologi, områderne kognition og læring samt personlighed og identitet.

  • Socialpsykologi omhandler, hvordan vi handler i grupper og påvirkes af andre, kommunikation, stereotyper og fordomme.
  • I udviklingspsykologi behandles menneskelivets udvikling, herunder betydningen af arv, miljø og kultur. Desuden ses på betydningen af omsorg for udviklingen.
  • I kognition og læring studeres de psykologiske, sociale og kulturelle forholds betydning for læring, intelligens, motivation og hukommelse.
  • Under området personlighed og identitet arbejdes der med en psykologisk forståelse af begreber som selv, identitet og personlighed.

Arbejdsformer 
Vi arbejder temaorienteret i psykologi, og eleverne har medindflydelse på undervisningens indhold og form. Arbejdsformerne er meget varierede: gruppearbejde, lærerforedrag, klassediskussion, elevfremlæggelser og projektarbejde. Ind imellem ser vi en dokumentarudsendelse om et psykologisk emne eller en film med henblik på at analysere en psykologisk problemstilling. Hvis det er muligt tager vi ud af huset og studerer i praksis det emne, vi arbejder med.

Jeg ønsker mere information og vil gerne kontaktes

KLIK HER
Skip to content