Ungefællesskaber, trivsel og Afterschool

Tema talks – faciliterede ungefælleskaber med frihed og støtte 

I CeFU´s udgivelse ”Mistrivsel i lyset af tempo, præstation og psykologisering” står der bl.a. også, at ”en væsentlig del af de sårbare unge går længe med udfordringer alene, fordi de skammer sig og tror, at de er de eneste der har det som netop dem. De oplever selv at være skyld i mange af deres problemer og derfor også selv ansvarlige for at løse dem.” (CeFU 2022, s. 192-193). 

CeFU´s anbefaling er bl.a. at lave ungefællesskaber, hvor unge kan møde andre unge med lignende udfordringer at tale med, spejle sig i og hente støtte fra. Det medvirker til at afindividualisere de udfordringer, de unge kæmper med, og det opleves som afstigmatiserende at opdage, at andre kæmper med lignende problemstillinger. Det at have adgang til fungerende og ofte voksenfaciliterede fællesskaber spiller således en vigtig rolle for de unge, der kæmper med mistrivsel.  

Med afsæt i ovenstående undersøgelse og inspiration fra Ryslinge Efterskole og elever derfra, så laver vi i skoleåret 2023-2024 et pilotforsøg som hedder tema talks. Formålet er at etablere et frirum, hvor en studievejleder faciliterer samtaler, hvor elever kan dele udfordringer i deres liv. Studievejlederen skal ikke komme med løsninger, men få eleverne til selv at åbne op, fortælle om de svære ting og opdage, at andre også sidder med lignende udfordringer. Tiltaget beskrives således af læreransvarlig på Ryslinge Efterskole: 

”Det er et tiltag, hvor elever, der har det svært, kan snakke sammen om deres problemer inden for nogle trygge rammer. Hver gang, at en elev fortæller deres (svære) historie til en anden, så vokser de lidt. De forstår, at de ikke er den eneste i verden, der har et problem, de lærer at genkende mønstrer (f.eks hvordan det er at føle sig ensom, hvordan forældre ofte tager børn som gidsler i et skilsmisse osv), og de finder en gruppe, hvor man har noget tilfælles og kan blive understøttet i stedet for at blive dømt.” 

Forsøget laves med hjælp fra studievejledningen, som faciliterer møderne og visiterer elever til tema talks (ca. 3 møder pr. hold på omkring 8-10 elever – der laves to grupper på dansk og to grupper på engelsk).  

Fælleskabet i klassen

Der er sket en demokratisering af udsatheden blandt unge. Både unge fra socialt udsatte miljøer og middelklassens børn mistrives. Stress, depression, selvskadende adfærd og mistrivsel er i vækst. Udfordringerne med de unges mistrivsel løses bedst gennem fokus på afindividualisering, på fællesskaber og kollektive processer. Robusthed og livsduelighed skal gøres i fællesskab, og derfor har vi som en del af klasseledelsesprojektet på Nyborg Gymnasium haft særligt fokus på, at klassen skal være et stærkt og motiverende fællesskab, hvor eleverne føler sig trygge og har respekt for forskelligheder og udfordringer – og løbende udfordres ift. at aflevere lidt af deres individuelle frihed for det fælles bedste. Derfor har vi løbende fokus på fællesskabende aktiviteter i klasserne, og vi har udviklet en række studiemoduler med fokus på klassefællesskab. Se et par eksempler her:

Formål med modulet:

  • At sætte fokus på den aktuelle og den ønskede situation i klassens samarbejde
  • At få eleverne til at reflektere over klassefællesskabet
  • At diskutere hvordan klassefællesskabet skal forbedres
Om studiemodulet
Har du prøvet at være den, der ikke blev inviteret med til en fest, hvor store dele af klassen skulle med? Hvis ikke, kender du måske nogen der har. Skolen skal naturligvis ikke bestemme, hvem du inviterer med til dine fester, men nogle gange kan det være værd at overveje, om man kan få flere med i et fællesskab, der gør at det er sjovt for alle at mødes efter en weekend.

Eksempel på øvelse: Klassefællesskabet i jeres klasse lige nu

Alle elever vælger et billede, der symboliserer den aktuelle situation i klassen (billedet skal indeholde den enkeltes refleksioner over venskaber, samarbejde, usikkerheden ved at komme i en ny klasse, stemningen i klassen etc.) Billedet kan/skal således afspejle både positive og negative oplevelser.I makkerskabsgruppen gør hver enkel elev rede for valget af billede og gruppen bliver enige om at vælge et af gruppens  billeder, der ”rummer” alt ”der er kommet på bordet” i gruppen. Hver gruppe fremlægger kort valget af billede i plenum.

Formålet med modulet:

  • At reflektere over forskellige måder at samarbejde på
  • At afprøve forskellige samarbejdsmåder
  • At aftale spilleregler for et samarbejde

Om studiemodulet

I øvelserne herunder skal du individuelt, i mindre grupper og i plenum arbejde med at styrke klassefællesskabet i din klasse. Det er altid sjovere at komme i skole, hvis du har det godt med dine kammerater, som du skal samarbejde med i forskellig grad hen over skoledagen. Der er nogle gange behov for, at I er enige om, hvordan jeres samarbejde skal foregå, og der er også behov for at træne samarbejdskompetencerne

Eksempel på øvelse: Træn samarbejdet

Alle får en brik af læreren. I må ikke se hinandens brikker. Tegn nu jeres udsnit på et A4-ark, og forstør tegningen ca. fem gange. I må i første omgang ikke hjælpe hinanden, og når I er færdige, sættes alle bidrag sammen, og I ser nu det samlede billede.

Når I er færdige med tegningen, skal I diskutere følgende:

  • Forstod alle deres opgave?

  • Hvad kunne det have været rart at aftale før opgaven?

  • Hvad kan det hjælpe at aftale på forhånd, hvis man skal arbejde i grupper?

  • Hvordan gennemfører man et godt gruppearbejde?

  • Hvordan afslutter man et gruppearbejde?

Formål:

At reflektere over Nyborg Gymnasiums menneskesyn i en overordnet ramme og kunne implementere det i klassefælleskabet i og uden for skolen

Om studiemodulet

Dette modul handler bl.a. om, hvad vi kan bruge NG’s menneskesyn til som individer, fællesskab, skole og samfund, så alle på skolen respekteres uanset uddannelse, køn, etnicitet og seksualitet

Eksempel på øvelse: Nyborg Gymnasiums menneskesyn

Se TV2’s signaturvideo TV 2 | Alt Det Vi Deler på klassen og tal om, hvorfor videoen har noget med menneskesyn at gøre?

Ungefællesskaber efter skoletid 

After School på Nyborg Gymnasium 

På Nyborg Gymnasium udbyder vi en lang række After School aktiviteter, fordi vi gerne vil sikre, at alle elever uanset baggrund og økonomisk formåen har mulighed for at mødes til fællesskabende aktiviteter på tværs af klasser, årgange og uddannelser. Nyborg Gymnasium skal være skolen, der aldrig lukker og et sted med glæde, fællesskab, bevægelse og kreativitet – også efter skoletid. Vi efterstræber, at der er tilbud om både stille og larmende, stor og små, rolige og buldrende fællesskaber, således at tilbuddene rammer forskellige elevtyper og behov.

Lærere og elever tilbyder aktiviteter, de synes, kunne være sjove og spændende at byde ind med. Aktiviteterne kan således variere fra år til år, men det er gennemgående, at dem, der står for aktiviteterne, har frie hænder til at planlægge og finde på aktiviteternes indhold. Aktiviteterne præsenteres i august på den årlige After School Messe 

Nyborg Gymnasiums After School-aktiviteter (herunder også CAS-aktiviteter) skal opfylde følgende betingelser: 

  • Aktiviteten skal være åben, demokratisk og inkluderende, så enhver interesseret elev fra enhver uddannelse på NG kan deltage 
  • Aktiviteten skal være baseret på enten et akademisk tema, en hobby eller en interesse 
  • Aktiviteten skal være godkendt, før den kan præsenteres på AfterSchool-messen 

Se alle aktiviteterne her

Hold dig opdateret Skip to content