Liora modtog Sydbanks rejselegat:
Her er hendes rejseberetning!
Under sidste sommers dimission på Nyborg Gymnasium blev der endnu engang uddelt en række legater til nybagte studenter. Mens andre modtog legater for deres aktive, sociale og faglige rolle på deres respektive uddannelser, så modtog Liora Volqvartz et rejselegat fra Sydbank, der siden har bragt hende på en oplevelsesrig studietur til USA. Nedenstående er Liora’s spændende rejseberetning fra turen.
Del 1 – En lang rejse
I mange år har jeg gået med drømmen om at studere i udlandet. Den drøm blev ikke mindre af at gå på Nyborg Gymnasium med sit internationale udsyn. Så jeg er dybt taknemmelig for, at Nyborg Gymnasium og Sydbank gav mit det perfekte springbræt til at komme ud at se en lille bid af verdenen. Med NG’s gavmilde, generøse rejselegat blev min drøm nemlig til virkelighed.
Men intet kommer nemt. Så jeg vil begynde min rejsebeskrivelse med et fokus på, at forberedelse kræver tid. Mine mange forventninger til at studere i udlandet krævede både tålmodighed og is i maven. For der var en række praktiske ting, der skulle på plads, inden jeg for alvor kunne søge ind på et udenlandsk universitet. Helt basale overvejelser som hvilket land ville jeg til, hvad skulle jeg studere, hvornår skulle jeg afsted, hvordan kunne jeg få fat i de billigste flybilletter, hvor skulle jeg bo lokalt, og hvilket tøj skulle jeg pakke og tage med ud fra forudsigende vejrudsigter var nogle vigtige overvejelser i processen. Allerede i sommerferien mellem 2.g og 3.g startede min planlægning og research. Her valgte jeg, at mit eventyr skulle foregå på USA’s vestkyst i Portland, Oregon, straks efter endt studentereksamen.
Ud fra mottoet om at vove er at tabe fodfæste en kort stund; ikke at vove er at tabe sig selv, sendte jeg utallige mails til en del universiteter i Portland i håbet om, at de kunne guide mig. De fleste universiteter oplyste dog, at de ikke tilbød undervisning over sommeren. Men med det private University of Portland, der er rangeret som det andet bedste universitet på vestkysten, fik mit håb dog alligevel mulighed for at vokse. De vendte tilbage med godt nyt. Universitetet tilbød filosofi classes om sommeren, så deres udvalg passede også til mine interesser. Det interessante ved mange universiteter i USA er nemlig, at de er yderst specialiserede, så fagtilbuddene er begrænsede inden for bestemte nicheområder.
Men for overhovedet at kunne få lov til at søge om optagelse på et amerikansk universitet skulle jeg gennemføre en alsidig engelsk sprogtest (mod betaling), så de kunne sikre sig, at jeg som minimum ville kunne klare mig i et engelsksproget klasseværelse. Så de sidste dage af sommerferien mellem 2.g og 3.g blev brugt på at læse op i den engelsk grammatikbog, vi brugte i engelskmodulerne på Nyborg Gymnasium. Heldigvis gav det pote, så jeg kunne sende testresultatet videre til universitetet. Derfra gik det hurtigt op for mig, at en studierejse er en kostbar affære – især i et land som USA, hvor brugerbetaling er en selvfølge, og SU lyder som utopi. Af den grund er også et budget fuldkommen essentielt for at forberede sig. Dette kommer især til gode, hvis man (som jeg) skal søge legater for at finde midlerne til at pakke kufferten for at rejse over Atlanten.
Uanset er mit bedste råd at ruste sig med tålmodighed. Den tålmodighed havde jeg i hvert fald brug for, mens jeg indsamlede de nødvendige anbefalinger, bibeholdt mine karakterer (som også er et krav for optagelse), udformede et CV og i mange timer scrollede igennem hjemmesiden fra University of Portland for at få et glimt af, hvad der forhåbentlig ville blive min hverdag. Omkring vinterens terminsprøver i 3.g begyndte min ansøgningsproces for alvor, da University of Portland åbnede op for, at jeg kunne sende min ansøgning – hvilket også koster penge. I marts under min SRP-skrivning modtog jeg beskeden om, at jeg var sluppet gennem nåleøjet (såfremt jeg dimitterede med et godt resultat).
Derfra gik det nu stærkt. Jeg skulle betale for undervisningen, finde en Airbnb-bolig, købe flybilletter og desuden ansøge og dernæst til interview på den amerikanske ambassade for at få visum. Alt sammen mens de afsluttende eksaminer stod for døren. Så da dagen endelig oprandt, og jeg sammen med alle de andre studenter fik udleveret mine dimissionspapirer, blev de fluks mailet til universitetet. Allerede dagen efter dimissionen i Nyborg stod jeg klar i Kastrup Lufthavn med mit boarding pass og visum i hånden på vej til mit livs eventyr. Derved kulminerede næsten et års mange forberedelser, men flere års drømme, da jeg målrettet spændte sikkerhedsselen i flyet. Jeg var klar til min amerikanske drøm.
Gennem hele den 18 timer lange flyvetur var jeg spændt på, hvad de næste par måneder måtte bringe.
Del 2 – Filosofi i 100 °F
Min undervisning startede nærmest lige efter min ankomst til Portland – og sikke en verden til forandring. Ikke kun var motorvejene i flere lag, men undervisningen var også helt anderledes end hvad jeg var vant til på Nyborg Gymnasium.
Læringen på universitetet er i langt højere grad fleksibel end på gymnasiet. Så jeg havde kun fysisk fremmøde på campus to dage om ugen, hver tirsdag og torsdag. Resten af min arbejdstid måtte jeg selv forvalte, som jeg ville, uanset om det var på biblioteket på University of Portland eller hjemme i min lejlighed i Downtown Portland. Med det sagt er selvstudietiden og lektiebyrden ikke minimal, for det var intenst at blive lært de filosofiske praksisser. Desuden var sommerkurset blevet komprimeret, da det normalt dækkede et efterårs- eller forårssemester, hvilket betød at hver undervisningsdag svarede til 1,5 ugers normal undervisning og pensum. Mine mødedage bestod af 3,5 timers undervisning, hvor der kun var indlagt én enkelt 7 minutters pause. Ja, mere var der ikke tid til. Oveni kom én times office hours, hvor man i en mere uformel stil kunne diskutere pensum og meningen med livet med de andre studerende og underviseren. Dette gjorde også, at lærer/elev-relationen blev meget tæt på University of Portland.
Det var dog ikke kun mødetiderne og læringsintensiteten, der adskilte sig fra gymnasiet. For det amerikanske fokus på præstation blev hurtigt meget tydeligt for mig. I stedet for kun at have terminsprøver og afsluttende eksaminer, som i Danmark, blev jeg mødt af popquiz hver mødegang, længere ugentlige quizzer, midterm exam, final exam, final paper og extra credit papers for at bare at nævne nogle stykker. Alt vægtede tungt i den endelige bedømmelse. Testkulturen er virkelig dominerende i USA.
Yderligere var det samtidig også normal praksis, at langt størstedelen af arbejdet foregik med blyant og papir uden nogen form for tekniske hjælpemidler. Selv fraværsregistreringen skulle foregå analogt, hvor jeg skrev min underskrift ud for mit navn for at dokumentere min tilstedeværelse. Jeg husker tydeligt, da jeg i forbindelse med den første popquiz spurgte min underviser, om digitale ordbøger var tilladt – hvortil underviseren svarede, at det spørgsmål havde han aldrig fået før. Så undervisningsstrukturen er trods alt ikke gået ind i den digitale tidsalder i USA endnu. Kun de største skriftlige afleveringer foregik digitalt. Således tog jeg også noter i hånden i et hæfte, hvor forelæserens Power Point-slides var printede ud på papir, som jeg selvfølgelig havde indkøbt i universitetets boghandel inden undervisningen startede. Det var dermed en fuldkommen anderledes måde at lære på i forhold til de mere mangfoldige arbejdsformer, jeg mødte på Nyborg Gymnasium, hvor jeg blandt andet klippede min egen kortfilm i mediefag, lavede videoafleveringer i matematik og biologi, podcasts i engelsk, foretog interviews i dansk og psykologi samt bagte flammkuchen i tysk under corona-nedlukning.
Alligevel var der dog genkendelsens glæde, når vi enkelte gange fik tiden til at diskutere i grupper, om vi mon (ikke) levede som i The Matrix. På denne måde var der også plads til variation, hvilket gjorde faget nærværende og spændende.
Blandt de mange kulturchok, som jeg i særdeleshed havde i begyndelsen, var tiltalen af underviseren dog vedholdende. Typisk forholder det sig nemlig sådan, at man ikke er på fornavn med sine undervisere i USA, men i stedet tiltaler dem ”professor”, eventuelt efterfulgt af deres efternavn. Det var altså fuldstændig omvendt af, hvad jeg var vandt til. Hierarkiske systemer er tydeligvis noget der fortsat værnes om i undervisningssystemet i USA. Jeg var dog så heldig, at min underviser i filosofi allerede fra den første dag proklamerede, at han var en ”low-key guy”, så det var tilladt for os studerende at kalde ham ved hans fornavn. Dette var der tydeligvis flere fra mit hold, der havde svært ved at vænne sig til, hvorfor de i løbet af sommeren udelukkende kaldte ham ”professor”.
Generelt er opbygningen på amerikanske universiteter anderledes end de danske. Vi ved, at på vores ungdomsuddannelser er der en række obligatoriske fag, såsom dansk, matematik og historie. Når vi senere søger videre i uddannelsessystemet, kan vi selv vælge vores faglige interesse. Sådan forholder det sig dog ikke i USA. For her er det også på selve universitetet, at de klassiske fag befinder sig. Dette betyder, at den amerikanske bacheloruddannelse er 4-årig. Det var således et krav for alle studerende på University of Portland enten at lære om filosofi eller religion udover alle de andre fag.
Noget som virkelig styrker holdånden og tilhørsforholdet til universitetet er dets merchandise med deres logo. Alt fra tøj i alle afskygninger, såsom klip-klapper, sokker, handsker, busker, bluser, jakker til fornødenheder såsom viskelæder, hæfter, drikkedunke og service (kopper, glas og tallerkener) kunne købes i bogladen. Alle havde noget merchandise, der kunne vise deres tilhørsforhold.
Selvom alle studerende, jeg mødte på min vej, var imødekommende, er det alligevel ikke en del af den amerikanske kultur og kutyme at venner mødes hjemme i privaten – det er primært forbeholdt familien. På kollegierne på universitetet var der fællesrum og store kantiner, som man mødtes i, fremfor at vise sit private værelse frem. Selv i det lejlighedskompleks, hvor jeg boede i Downtown, bød man ikke venner og naboer indenfor, men man mødtes i stedet i fællesarealerne, såsom på terrassen eller i naboloungen. På den ene side medførte det, at det var nemt at skabe sociale relationer, men modsat skabte det også en vis distance. Så alle blev virkelig overraskede, men glade, da jeg inviterede dem hjem i min lejlighed, for at holde afslutningsmiddag en af de sidste dage under mit ophold. Jeg forsøgte at videregive lidt af vores danske hyggekultur til mine amerikanske medstuderende, og det var de tydeligvis vilde med.
Billeder fra den bygning, hvor størstedelen af min undervisning foregik, nemlig Dundon-Berchtold Hall. Her ses blandt andet klasseværelset, lounge-området ude foran klasseværelset til at nyde den korte pause og vores store study room. For at komme ind i enhver bygning og ad enhver dør, skulle man bruge sit personlige adgangskort.
I University of Portlands store bibliotek fik jeg mulighed for at gå i dybden med utrolig meget spændende litteratur, som jeg eksempelvis skulle bruges til mit final paper. På biblioteket, Clark Library, var der rig mulighed for at fordybe sig i pensumlæsning og opgaveskrivning eller gå en lang tur mellem de utallige rækker af bøger.
Bygningerne på campus var massive og flotte. Universitet gør flere steder meget ud af at vise deres mere end hundrede år gamle historie eksempelvis i deres sejl og inskriptioner, som er at finde mange steder. Noget nyt er dog universitets begyndende internationale fokus – mit navn og hjemland kom nemlig op og hænge, så University of Portland kunne bryste sig af deres internationale studerende. Uanset gjorde det, at jeg hurtigt følte mig velkommen.
Som det kan ses, bliver træer, græsplæner, blomster, buske og gangstier trimmet og holdt snorlige selvom sommeren i Portland byder på dagtemperaturer liggende mellem 35-45 grader. Alle steder jeg befandt mig på mit universitet, var det som at træde ind i en filmkulisse.