Kostskolen

Et hjem væk hjemmefra!

Du kan bo på kostskolen, hvis du går på en af de mange uddannelser på Nyborg Gymnasium. Vi inviterer indenfor til et hyggelig, trygt, kreativt og mangfoldigt fællesskab.

Velkommen på kostskolen

At bo på en kostskole kan være med til at udvikle kompetencer og give et sundt fundament at bygge videre på i forhold til åbenhed, nysgerrighed, hjælpsomhed, hensynsfuldhed, konfliktløsning og venskaber på tværs af kulturer og holdninger.

Din skolegang er forudsætningen for at bo på kostskolen, og derfor er det vigtigt, at skolearbejdet prioriteres højt. Som kostelev har du et medansvar for dagligdagen på kostskolen. Du skal vise det nødvendige hensyn til de andre kostelever og udføre de arbejdsopgaver, som er forbundet med at bo på kostskolen.

Vi kræver et højt niveau af selvstændighed og ansvarlighed og forventer, at du vil være med til at gøre en forskel i forhold til dig selv og fællesskabet. For indsatsen får du så meget igen. En investering, der vil berige dig og være til gavn i fremtiden. Med andre ord – er det vores klare forventning, at elever på kostskolen udviser en adfærd, der er præget af gensidig hensyntagen, hjælpsomhed og respekt for kammerater, ansatte og kostskolen samt skolen.

Du indgår i et forpligtende fællesskab med de rettigheder og pligter det medfører. Ud over, at kosteleverne har hinanden døgnet rundt, er der et team af voksne. Der vil altid være en voksen, som du kan snakke med om stort og småt: lektier, gode råd, praktiske ting som er en del af kostskolelivet mm. Vi glæder os til at byde dig velkommen til fællesskabet på Nyborg Gymnasiums Kostskole…. et hjem væk hjemmefra!

Betina Hyldgaard Andersen Kostskoleleder

Kostskolens historie
Ny på kostskolen 2026

Kære nye kostskoleelev 😉

Torsdag d. 6. august flytter du ind på kostskolen. De første dage har du sammen med alle de andre nye kostskoleelever samt nogle af os elever og personalet. Resten af os ser frem til at ankomme om søndagen, hvor vi glæder os til at hilse på dig og byde dig velkommen.

Om søndagen d. 9. august, om eftermiddagen, vil nogle af os ældre elever komme forbi og sige hej til dig. Lige netop dem af os der kommer forbi dig, er en del af din familiegruppe, og vil give dig en rundtur, og svare på de spørgsmål du eventuelt har.

Vi vil hjælpe dig med at komme ind i den daglige rutine, og vil desuden fungere som din ‘ung til ung’ kontaktperson på kostskolen. Du skal aldrig tøve med at gå til din ’mor’ eller ’far’, hvis du har nogle spørgsmål, så længe det ikke er midt om natten! 😉

Den første tid vil blive brugt på at lære hinanden bedre at kende, og til dette formål har kostskolen arrangeret forskellige aktiviteter, f.eks. en strandtur til Hesselhuset og forskellige aktiviteter, der inkluderer alle familiegrupper på kostskolen.

Vi håber, at du glæder dig til at flytte ind på kostskolen og til at møde alle de dejlige mennesker der bor her, for vi kan ikke vente med at byde dig velkommen!

De bedste hilsner
Elevrepræsentanter fra kostskolen

Udvalgte billeder fra livet på kostskolen
Sådan leves livet på kostskolen

Din hverdag på kostskolen byder både på faste rammer og mange muligheder. Fra måltiderne i løbet af dagen til fælles og frivillige aktiviteter sammen med andre elever. I har adgang til fællesarealerne, såsom studierummet, TV-stuen, Fat-Boy rummet, idrætshallen, fitness, aktivitetsrummet (m. pool, air hockey og bordfodbold), klaverrummet, musikrummet og andre faciliteter.

Aktiv fritid – En god start

Glæd dig til de mange fællesaktiviteter i fritiden, mens du bor på kostskolen på Nyborg Gymnasium. Allerede i de første par uger, når du starter på gymnasiet, er der forskellige arrangementer, så du som ny kostelev kan lære kostskolen, byen, personalet og ikke mindst de andre elever at kende. Vi slutter ugen med en udflugt og årets første fest på gymnasiet.

Sport

Hvis du har lyst til at dyrke sport og idræt, så kan du i fritiden benytte gymnasiets idræts- og fitnessfaciliteter. Derudover er der et rigt foreningsliv i Nyborg og omegn.

Musik

Kostskolen har et musiklokale, hvor du har adgang til klaver, guitarer, el-bas, trommesæt, forstærkere og sanganlæg.

Traditioner og fester

Lige efter skolestart i august holder vi en fest for dig og de andre nye kostelever. I løbet af vinteren holder vi halloween og julemiddag. Omkring 1. maj siger vi farvel til 3.g’erne, 3.IB’erne og 2.HF’erne med en afskedsfest. Fælles for alle fester på Nyborg Gymnasium er det hyggelige samvær under middagen, hvor vores køkken har gjort ekstra meget ud af maden.

Der er sange, taler og anden form for underholdning. Efter maden er der musik og underholdning. Dimissionsmiddagen ved årets slutning adskiller sig fra de øvrige fester ved kun at være for afgangseleverne og deres forældre.

Lektielæsning

Du skal selvfølgelig have mulighed for at lave dine lektier på kostskolen. I kan sidde sammen i fællesområderne og hver eftermiddag er der lektielæsningsro i tidsrummet 15.30-18.00. Du har også mulighed for at få hjælp med lektierne hos de vagthavende kostlærere. Studiecenteret på skolen er også et oplagt sted at gå hen for at lave lektier.

Fællesskab på tværs

På kostskolen på Nyborg Gymnasium er der et godt fællesskab på tværs af både uddannelser og årgange. I løbet af dagen render du ofte på de andre beboere på kostskolen. I ses ofte til måltiderne. Dyrker sport sammen. Tager ind til Nyborg. Laver lektier sammen og hjælper hinanden. Laver fælles aktiviteter i weekenderne…

Respekt for hinanden

Når over 190 unge mennesker skal bo sammen, skal der ikke bare nogle gode regler til. Der skal også en gensidig respekt til. Både mellem dig og de andre kostskoleelever, og mellem elever og personale. Der er heldigvis tradition for, at vi i fællesskab passer godt på hinanden – og på kostskolen.

Voksne i hverdagen – og i weekenderne

Selvom der er velfungerende regler om livet på kostskolen, så kan der indimellem være brug for, at der er en voksen i nærheden. Det kan også være, at du har brug for at tale med en voksen, hvis du i perioder synes, du er langt hjemmefra. Og selvfølgelig er der tilknyttet voksne til kostskolen, som du og I altid kan henvende jer til, når der er brug for det. Der er altså altid voksent personale på kostskolen døgnet rundt, så du altid kan komme i kontakt med en voksen.

Følg livet på kostskolen:
Værd at vide, inden du kommer

Du skal medbringe flg.:

Dyne + hovedpude, sengelinned, håndklæder, net kabel og bøjler samt tegnestifter til opslagstavlen på værelset. Her til skal nævnes, at det ikke er tilladt at havde mini-køleskab, el-kedel, kaffemaskine el. lign. på værelset.

Om folkeregister:

Kun elever der er bosiddende uden for Danmarks grænse, herunder Grønland, Island og Færøerne, skal skifte folkeregisteradresse i forbindelse med kostskoleopholdet. For de elever der kommer fra udlandet, og som har et dansk cpr. nr. er det vigtigt at medbringe pas, i forhold til at blive registreret ved Nyborg kommune. For de elever der kommer fra udlandet, og som ikke har et dansk cpr. nr. er det vigtigt at de henvender sig til Statsforvaltningen – Odense, inden start på Nyborg Gymnasium, kostskolen.

Om læge og tandlæge:

Du skal fortsat være tilknyttet din egen læge derhjemme, hvis du er bosiddende i Danmark. Bliver du syg – eller på anden måde har brug for læge – benyttes en af lægerne i Nyborg. Sygesikringsbevis skal medbringes. For dig der kommer fra udlandet, vil du i forbindelse med at du får folkeregisteradresse på kostskolen, få tilknyttet en læge. Tandlægebesøg regner vi med, at du klarer i forbindelse med ferier eller forlængede weekends. Akutte behandlinger kan foretages her i byen.

Om tøjvask:

Skolen har vaskemaskiner (der selv doserer allergivenlig vaskemiddel) og tørremuligheder til elevbrug. Betaling for vask sker via sms på din mobiltelefon. Hvis du har mobiltelefon med taletidskort eller ikke har en mobiltelefon er det muligt at købe vaskekort til vaskemaskinerne (første gang betaler du 25 kr. ekstra i depositum).

Om rengøring af værelserne:

Du skal sørge for, at der dagligt er ryddeligt på værelset. Op til ferierne er der hovedrengøring, hvor værelserne vil blive tjekket.

Om kontakten mellem skole og hjem:

Vi lægger vægt på en god kontakt mellem kostskolen og hjem. I er altid velkomne til at kontakte kostskolen. På hjemmesiden er der en oversigt over skoleårets arrangementer / fester samt de ferier hvor kostskolen er lukket. Derudover kan man følge kostskolen på Facebook – ”Nyborg Gymnasium – Kostskolen / The boarding school”

Om forsikring:

Der kan ske uheld, som får forsikringsmæssige følger. Eleven bærer selv risikoen for tyveri og ulykkestilfælde, som skolen ikke er ansvarlig overfor. Ud fra ovennævnte anbefales det, at I har både en familieforsikring og en privat ulykkesforsikring.

Om licens:

Såfremt du tager dit fjernsyn med, er fyldt 18 år og har folkeregisteradresse på kostskolen, skal der betales licens.

Om rygning:

Kostskolen er røgfri. Det gælder både indenfor og udenfor på kostskolen og skolens område.

Kostskolens adresse er:

Nyborg Gymnasium Kostskolen
Skolebakken 19
5800 Nyborg

Kostskolenstelefonnummer:

Telefon: 65 31 02 17

Kostkoleleder:

Betina Hyldgaard Andersen
Telefon: 30 70 18 07
E-mail: ba@nyborg-gym.dk

Opholdsbetaling, flytning m.v.:

Telefon: 65 31 02 17

Vagthavende kostlærer:

Kan træffes dagligt fra kl. 14 og i weekenden:
Telefon: 30 70 18 39
E-mail: Se på denne side

Uddannelsesleder for IB:

Ulrik Nørum
Telefon: 65 31 02 17
E-mail: un@nyborg-gym.dk

Mød kostlærerteamet
Marianne Bøje Mortensen, souschef på kostskolen
Lars Bøje Benzon
Jannik Frøslev Mortensen
Pia Egholm Juel
Betina Hyldgaard Andersen, kostskoleleder
Kristian Krogh Millgaard
Rikke Westergaard
Ulrik Nørum
Annette Atieno
Vil du vide mere om kostskolen?
 
Betina Hyldgaard Andersen,
kostskoleleder

 

E-mail: ba@nyborg-gym.dk

Hold dig opdateret Skip to content