Rektor Malene har holdt sin smukke dimissionstale til årets NG-studenter:
”Min dimissionstale handler om jer, og om mennesker i al deres forskellighed og uperfekthed. Om særlige mennesker. Om menneskesyn. For udover at vi har møffet rundt med jeres lærdom, så håber jeg, at I vil bære skolens menneskeglade menneskesyn med jer. Troen på hinanden, det berigende ved det anderledes, mod, nysgerrighed, omsorg og lysten til at gøre en forskel for andre. Som jeg faktisk synes, I har levet så smukt i jeres tid på skolen…”
Her kan du læse resten af talen, der faktisk er ret crip:
Dimissionstale juni 2026
Kæreste sødeste dejlige unge mennesker
I synes måske, det er fantastisk og dejligt, at I nu sidder her til dimission og har overstået og klaret eksamen. Men jeg må bare sige, at jeg synes, det er mindst lige så fantastisk at stå her og kigge ud over jer, fordi I har klaret og overstået eksamen.
Inden jeg for alvor går i gang med at tale på jer, så synes jeg lige, at I skal kigge derop til venstre. For deroppe står en hel masse af jeres lærere. De har på hver deres måde forsøgt at sætte nogle spor i jer, og selvom I måske ikke altid tror det, så har jeres lærere valgt at være lærere på grund af jer. At være lærer for skønne unge mennesker som jer, kan være hårdt, trættende og udfordrende, men det er også noget af det mest livsbekræftende og givende, især når det lykkes, og man mærker, at I rykker jer, og at I har det godt. Og vi er faktisk mange, der går på arbejde for jeres skyld. I FoodCamp, gutterne fra Service, kostskolen, i sekretariatet: Skal vi ikke i fællesskab give en hånd til jeres lærere og alle de andre vidunderlige mennesker, der er på den her skole og hver dag har knoklet for jer.
Og nu skal I læne jer tilbage og lytte. Det er jeres sidste dag i skole for en stund, og I skal bare tage imod. I vil ikke blive spurgt om noget, I får ikke karakterer. I skal bare stå ud at høre på rektors ævleri en sidste gang. I er lige nu formentlig tømmermændsramte og inde bag pandebrasken foregår der sikkert en masse, der handler om, hvad der skal ske bagefter – det er det fede ved at være sammen med sådan nogle som jer, man aner simpelthen ikke hvad der foregår inde i jeres hoveder. Nogle gange vælter det rundt, andre gange foregår der absolut ingenting – men jeg håber, I kan mønstre en lille smule opmærksomhed, for jeg har så mange ting, jeg gerne vil sige til jer, inden I forlader mig. Prøv om I kan være her lige nu og nyde øjeblikket, for I kommer ikke til at opleve det her igen.
Jeg lover, at jeg ikke nævner den unævnelige – altså ham den orange præsident fra derovre. Jeg lover, at jeg ikke kommer til at tordne mod skærme og AI, som jeg ellers kunne have lyst til, og jeg lover, at jeg ikke kommer til at tale om klima og om, at vi er på vej udover kanten på en rund planet, selvom det også er ufatteligt vigtigt. Og jeg kan garantere, at jeg ikke kommer til at tale om hverken fag, dannelse eller åndelig oprustning.
Min dimissionstale handler om jer, og om mennesker i al deres forskellighed og uperfekthed. Om særlige mennesker. Om menneskesyn. For udover at vi har møffet rundt med jeres lærdom, så håber jeg, at I vil bære skolens menneskeglade menneskesyn med jer. Troen på hinanden, det berigende ved det anderledes, mod, nysgerrighed, omsorg og lysten til at gøre en forskel for andre. Som jeg faktisk synes, I har levet så smukt i jeres tid på skolen.
Jeg har talt med nogle elever om, hvad der er vigtigt at få sagt. Jeg har spurgt nogle af dem, der har knoklet for fællesskabet igennem flere år. Benedikte, Angelina, Lauge og Josefine, der har siddet i elevrådskernen. Giv dem i øvrigt lige en hånd, for de har gjort, hvad de kunne, for at skolen skulle være god for jer. Jeg har spurgt dem om, hvad der er vigtigt at få sagt til jer. Og det var meget. Så vi begynder i det nære, i hverdagen, i fællesskabet, og så har jeg et vigtigt budskab til jer om, at fremtiden er Crip – er I med på det?
I sidder her, midt i et af livets store øjeblikke. Bag jer ligger to-tre års hårdt arbejde, for nogle hårdere end andre. Da I begyndte, fik I at vide, at I gik ind til jeres livs eventyr, en vidunderlig tid, hvor I fik venner for livet og en masse uvurderlig lærdom og dannelse, og at I skulle huske at nyde det.
Ingen deklarerede for alvor det hårde slid med afleveringer, uendelige og uforståelige tekster, forkætrede forfærdelige femtemoduler, kedelige laaange dage, og lærere, der bare forventer, at man kan svare på og har styr på alt altid. At man skal indordne sig, også når man slet ikke gider. Ingen fortalte, at man nogle gange kan føle en så altgennemtærende træthed både om morgenen, undervejs – særligt når den onde skole tvinger en til at læse i en bog – og efter skole, så man bare ikke kan holde øjnene åbne og må sove øjeblikkeligt. I fik heller ikke at vide, at I nogle gange ville føle jer totalt utilstrækkelige, fordi I ikke fattede, hvad der foregik. At I ville føle, at I ikke passede ind i noget som helst, og ikke kunne finde ud af det sociale spil eller orkede at engagere jer. I fik ikke at vide, at i verden derude slår livet kæmpemæssige knuder, og at ting kan være både sorgfulde og hårde derhjemme, samtidig med, at man skal klare skolehverdagen. Det fik I ikke at vide.
Men nu sidder I her, midt i et af livets store øjeblikke. Og I klarede det, I kom igennem. I har været førstegangsvoksne i mange situationer, og I er vokset både fysisk og mentalt. I har taget ansvar, I er blevet modnet, og I er nok ikke nødvendigvis selv klare over, hvor meget I har forandret jer, men det kan vi både se, høre og mærke. I er nok heller ikke klare over, hvor enestående det er, at I har fået det til at fungere imellem jer. I har fyldt skolen med liv, med musik, med sjov, med skæve, krøllede og mærkværdige oplevelser. I har spist uendeligt meget kage, hældt litervis af øl ud på gulvene til festerne, for slet ikke at tale om de ufattelige mængder hotdogs, I har indtaget i Pias pølsevogn til festerne. Mellem 2500 og 3000 om året faktisk. I er på alle mulige måder fantastisk selskab, og vi kommer til at savne jer.
Jeg har talt rigtig meget til jer om vores smukke empatiske og rummelige mennesyn og om, hvor vigtige og fantastiske fællesskaber er, men at de også er krævende og udfordrende, og I har faktisk klaret rigtig meget i fællesskab. Og fællesskabet har klaret meget for jer.
Da jeg talte med elevrådskernen, kom vi til at tale om Corona. I er jo de årgange, der har været mest hjemme under Corona. I var ikke små nok til at blive prioriteret at blive sendt i skole, og I var heller ikke afgangselever, der jo skulle have deres eksamen. I var dem midt imellem, så I fik sådan set bare mest lov til at passe jer selv. I mistede et par års fællesskabstræning, men det til trods, så har I klaret rigtig meget, og I har klaret det sammen. Det er unikt og enestående, for der er ikke mange såkaldte voksne, der ville kunne håndtere at få fællesskabet til at fungere i samme grad, som I kan. Nogle af jer har måske kun et par stykker, I har knyttet jer til, andre har flere, men sådan er det, og det vigtigste er, at I har delt hverdag med rigtig mange.
Det er gået. Det er for det meste gået godt. Det er også i øjeblikke gået fantastisk.
Derfor synes jeg, at I lige skal rejse jer op, unge mennesker. Og imens I står der, så skal I kigge ned af rækken og smile til jeres egne klassekammerater. I skal også lige vende jer om mod rækken bag jer, hvis I har sådan en. Og I skal lige prøve at få øjenkontakt med en, som I måske ikke kender så godt. I skal også prøve at kigge på alle på en gang. Det her er jeres kollegaer gennem to og tre år. I skal kigge på hinanden med kærlighed, for ellers er der grænser for, hvad I ser. Nogle har I brugt mere tid sammen med, end jeres familier, og I har fået det til at fungere. Det skal I have tak for. For nogen er det måske sidste gang I ses, men I skal tage med jer, at det her kunne I godt finde ud af, det var I faktisk gode til. Nogle er venner, I aldrig har mødt, men I deler en fælles NG-skæbne, og det at kunne få det fælles til at fungere, det er der mange ude i verden, der kan lære af.
Nu må I gerne sætte jer ned igen.
Nu har I set på hinanden. I dag er I alle en del af flokken, den store flok med huer på. Men selvom I har været gode til flokken og fællesskabet, som her på vores skole, er mere mangfoldig end på mange andre gymnasier, så lever I også i en tid, hvor det kan være svært at være anderledes. Hvor mange bruger opslidende kræfter på at passe ind. På at ligne hinanden. Ikke stikke for meget ud. Ikke være for mærkelige. Ikke fylde for meget. Ikke være for meget. Ikke være for lidt.
Og det er egentlig mærkeligt, for jeg tror faktisk aldrig, jeg har mødt en ungdomsgeneration, der taler mere om retten til at være sig selv. Men samtidig har jeg heller aldrig mødt en generation, der i så høj grad er bange for at falde udenfor. Bange for blikkene. Bange for ikke at være rigtig på den rigtige måde.
I er unikt normale – som ungdomsforskeren Søren Østergaard kalder det – og af og til ligner I hinanden helt utrolig meget. Og det handler ikke bare om sko, tøj og frisure. Det handler også om måder at være menneske på. Om hvordan man skal tale. Hvordan man skal fungere. Hvad man skal ville. Hvor hurtigt man skal kunne tænke, præstere, smile og lykkes.
Og jeg tror faktisk, det gør noget ved jer, at I skal passe så meget ind. Og jeg synes, at I kan være alt for hårde ved jer selv.
Jeg er ret vild med Caspar Erics digtsamling Crip – som også er min gave til jer. Crip er en forkortelse for det engelske cripple, krøbling. Det er egentlig et nedsættende udtryk, men han har taget det tilbage og givet det styrke og bruger det om sig selv.
Digtsamlingen er et opråb. En vred ung handicappet mands forsøg på at råbe samfundet og politikerne op og kæmpe mod fordomme og mod den stigmatisering og manglende hjælp til de skæveste mennesker.
Digtsamlingen handler på mange måder om, hvordan vi som samfund hele tiden forsøger at definere, hvad der er normalt, værdifuldt og rigtigt. Hvordan vi ser på de svageste, på de anderledes, på dem, der falder uden for som en besværlig udgift. Casper Eric er en af dem. Han er født med cerebral parese, en spastisk lammelse i højre side af hans krop, der gør, at hans muskler konstant er spændt op. Det er både smertefuldt og det påvirker hans førlighed og hans gang. Og han skriver om at vokse op med blikke, tavshed og følelsen af hele tiden at være den krop, andre mennesker ikke helt ved, hvad de skal stille op med. Det er en tåreperser af en digtsamling, men man bliver også både vred og indigneret af Casper Erics stemme:
“kig op fra din pølsemad
Vi er over det hele.
Vi er dem
Du har lært
Ikke-at-se
Fordi vi minder dig om
At din krop går i stykker”
Det er en digtsamling, der udstiller skurkene. Den dømmer og revser samfundet og lovgivningen med reference til 30’ernes socialminister K.K. Steincke, der indførte institutionelle overgreb på de ’degenerede undermålere’, ‘de defekte mennesker’, som Steincke i sin tid kaldte handicappede.
Det er inspirerende aktivisme og et kampskrift for menneskelig biodiversitet, som er hans eget udtryk. Poesien er hans våben, det bløde sprog i en hård tid, som en anmelder har beskrevet det.
Og måske handler det ikke kun om handicap. Måske handler det i virkeligheden om os alle sammen. Om hvor hurtigt vi kommer til at vende blikket væk fra det, der virker skrøbeligt, besværligt, mærkeligt eller anderledes. Hvor hurtigt vi forsøger at skjule vores egne fejl og ujævnheder, fordi vi er bange for ikke at passe ind.
Og det er sært, for der findes ikke perfekte mennesker.
Ingen.
Der findes kun mennesker, der prøver at få livet til at hænge sammen. Mennesker med usikkerheder, fejl, sårbarheder, underlige familier, mærkelige tanker, ensomhed, diagnoser, handicap, skam, sorg men også håb. Det gælder også alle vi voksne, selvom vi er de værste til at lade som om.
Og noget af det vigtigste, jeg håber, I tager med jer herfra, er derfor måske modet til ikke hele tiden at forsøge at være som andre. I husker nok skønne Mizz Privileze, der kom sprudlende forbi med fjerboa, glimmer og Gloria Gaynor og i tårnhøje stiletter kritiserede de kvælende normer og råbte op for retten til at være, som man er. Mizz Privilize opfordrede til at møde det anderledes med omsorg og oprigtig nysgerrighed.
Og jeg har faktisk lige en lille videohilsen med til jer fra Mizz Privilize.
More glitter, less bitter er kampråbet. Det er glamouraktivisme, og det er sjovt og festligt. Men Mizz Privilize’ budskab er desværre også både aktuelt, tankevækkende og alvorligt.
Og en vigtig reminder til jer om at holde fast i det skæve i jer selv. Hold fast i det uperfekte. Hold fast i det, der halter. Det er ofte dér, det ægte i mennesker findes.
Tove Ditlevsen, som er en anden af mine yndlingsdigtere, skriver i digtet Børn.
“Den kender mest til kærlighed som aldrig mødte den.
Om dyden ved den lastefulde mere end nogen tror.
Mit hjerte hader pæne voksnes hækkeklippesaks.
Det er på vilde buske verdens sjældne blomster gror.”
Digtet er fra 1947 og mere aktuelt end nogensinde. Jeg er vild med det, for mit hjerte banker også for alle de umuligste børn.
Der er alt for mange hækkeklippesakse i vores tid. En tid hvor mennesker hele tiden bliver rettet til, målt, vurderet og trimmet. Hvor man helst skal have en plan og være vellykket og rigtig på den helt rigtige måde.
Men de mennesker, der virkelig gør verden større, er sjældent de helt perfekte og veltrimmede. Det er ofte dem, der er og tør være lidt skæve, mærkelige, nørdede og anderledes.
Dem der gør verden større, er dem tør kæmpe og stå op for rummelighed, mangfoldighed og at alle skal med. Og dem der tør fejle.
Og nu vender jeg tilbage til Caspar Eric, der siger et sted, at der er en skønhed i sproget, der halter. At det mærkelige er det, man skal lægge mærke til. Og måske gælder det også mennesker.
Jeg håber virkelig, at I vil møde det anderledes, I kommer til i fremtiden, med åbenhed og nysgerrighed i stedet for frygt eller fordømmelse. Med kærlighed i stedet for latterliggørelse. Fremtiden er Crip, skriver Casper Eric.
”Vi er crip. Og vi er kommet
For at viser jer sprækkerne
I de syge logikker
Powered by tesla.
(…)
en cripsommerfuglevinge
Der tvinger sig vej ud
Gennem min skæve ryg
Vi skal ridse i det bestående
Fordi alle fortjener det”
For et samfund skal ikke måles på, hvordan vi behandler de stærkeste og mest velfungerende. Det skal måles på, hvordan vi ser på dem, der kæmper og dem der falder udenfor og har brug for hjælp
Og sådan et samfund håber jeg, I vil gå ud at være. Kæmp for de skæve og de svage. Lad jeres cripsommerfuglevinger folde sig ud.
For lidt siden sang vi Jens Rosendahls smukke ’Du kom med alt hvad der var dig’, der handler om at omfavne sine egen unikke sti, og det skal I, men I skal huske også at omfavne alle de andres unikke stier.
Engagér jer for dem. Vær aktivister – med glamour, med poesi, med omsorg, jeg er sådan set ligeglad hvordan – vær aktivister for dem, der er havnet i periferien. I har alle brug for nogen, og der er nogen, der har brug for jer.
Livet er en lang slingrende vej, og nogle af jer har planer, nogle har ingen og uanset hvad, så går det sjældent, som I forventer. Og jeg ønsker frem for alt for jer, at I lærer at nyde og være i øjeblikket, og at I vil være der for hinanden.
Og jeg har taget en sang med til jer, om netop det, som afslutning på min tale. Det er Scarlet Pleasures ’What a life”, hvor omkvædet lyder:
“What a life, what a night
What a beautiful, beautiful ride
Don’t know where I’m in five but I’m young and alive
Fuck what they are saying, what a life”
Den ved jer, at I – og særligt Cecilie fra 3f – er vilde med.
En kærlig hilsen til jer fra mig, fra vores fantastiske lærerband, fra os alle sammen.
——–
Kære studenter,
Kast jer ud i livet med alt, hvad det kommer med af smukke og svære stunder, og husk undervejs, at det er på de vilde buske verdens sjældne blomster gror. Lad jeres cripsommerfuglevinger folde sig ud og flyv afsted og få de bedste sider frem i hinanden og verden. Fremtiden er Crip!
Og med de ord dimitterer jeg årgang 2026 fra Nyborg Gymnasium
