”Vi har brug for hverdagens helte…”
Rektor Malene Meincke har i dag holdt sin første dimissionstale for et hold nybagte studenter på Nyborg Gymnasium. Hun sendte dem godt afsted på vegne af hele gymnasiet. Det gjorde hun med en tale om hverdagens helte. Om dem, der er men and women for others og gør en forskel for andre.
Hun sagde bl.a.:
”Helte kæmper IMOD undertrykkelse, uretfærdighed, ufrihed. De kæmper FOR andre, for positive værdier, fællesskab, humanisme og empati og de er vores værn mod, at det onde, det undertrykkende, det triste og det usande skal ødelægge verden og nå vores inderste. Så vi har brug for helte. Ikke dem med superkræfter, man laver film om – men dem, der er rigtige. Heltene, der ikke har kapper, men kampgejst i hjertet og mod i sjælen. Heltene i hverdagen der holder døren for andre, siger fra, når det er nødvendigt – og gør sig umage, fordi det betyder noget. Vi har brug for hverdagens helte…”
Herunder kan du læse hele rektors dimissionstale:
Kæreste sødeste dejlige unge mennesker
I synes måske, det er fantastisk og dejligt, at I nu sidder her til dimission og har overstået og klaret eksamen. Men jeg må bare sige, at jeg synes, det er mindst lige så fantastisk at stå her og kigge ud over jer, fordi I har klaret og overstået eksamen.
Inden jeg for alvor går i gang, så synes jeg lige, at I skal kigge derop til venstre. For deroppe står en hel masse af jeres lærere. De har på hver deres måde forsøgt at sætte nogle spor i jer, og selvom I måske ikke altid tror det, så har jeres lærere valgt at være lærere på grund af jer. At være lærer for skønne unge mennesker som jer, kan være hårdt, trættende og udfordrende, men det er også noget af det mest livsbekræftende og givende, især når det lykkes, og man mærker, at I rykker jer, og at I har det godt. Og vi er faktisk mange, der går på arbejde for jeres skyld. I FoodCamp, gutterne fra Service, kostskolen, i sekretariatet: Skal vi ikke i fællesskab give en hånd til jeres lærere og alle de andre vidunderlige mennesker, der er på den her skole og hver dag har knoklet for jer.
De er men and women for others, og de er alle sammen hverdagens helte. Og det skal I også være. Og det er det, min tale til jer skal handle om. Den skal handle om Helte.
Vi har nemlig brug for Helte. Vi har brug for forbilleder, vi kan spejle os i og se op til for håb og inspiration. Helte er billeder på, at man kan være noget for andre, man kan handle udover sig selv og for mig er helte beviser på, at man ikke skal acceptere det urimelige, man skal stå imod og gøre modstand. Helte kæmper IMOD undertrykkelse, uretfærdighed, ufrihed. De kæmper FOR andre, for positive værdier, fællesskab, humanisme og empati og de er vores værn mod, at det onde, det undertrykkende, det triste og det usande skal ødelægge verden og nå vores inderste.
Så vi har brug for Helte
Ikke dem med superkræfter, man laver film om – men dem, der er rigtige. Heltene, der ikke har kapper, men kampgejst i hjertet og mod i sjælen. Heltene i hverdagen der holder døren for andre, siger fra, når det er nødvendigt – og gør sig umage, fordi det betyder noget.
Vi har brug for hverdagens helte.
Og for at I forstår, hvad jeg mener, vil jeg nævne nogle af mine Helte.
Den første er vores elevrådsformand Abdi. Abdi er en af mine helte. Han har knoklet for den her skole og for jer alle sammen. Og han har altid gjort det for jer andre. Abdi er ikke optaget af sig selv og af at gøre det, der er bedst for ham – altså udover at kæmpe meget ihærdigt for, at det skulle være Lamin, der spillede til Galla i år.
Abdi er inkarnationen af Nyborg Gymnasiums menneskesyn, for han tror oprigtig på, at forandringer starter hos os selv. At vi bliver bedre, hvis vi tør mødes med andre, der ikke ligner os selv, at det er vigtigt at tage et personligt ansvar. Jeg er med på, at det, at du har knoklet for fællesskabet, nogle gange har været på bekostning af din egen skole, men jeg tror, du har lært meget. Og du har lært meget om dig selv. Fra dengang, du var en meget livlig spradebasse i 10. klasse, til nu, er der sket uendeligt meget med dig som menneske. Du er blevet en moden, reflekteret og ansvarsfuld ung mand. Og du er et kæmpe forbillede for mange og for mig.
En anden af mine helt store helte sidder også blandt jer i dag. Og nu disrupter jeg lige jeres dimission for at tale om en dimittend af lidt ældre dato. Og I skal læne jer godt tilbage, for jeg vil begynde ufatteligt langt tilbage i tiden.
En af mine helt store helte er født tilbage i april 1958. Som barn rendte han rundt og var en livlig, men også klog lille dreng på Langeland. Der var ikke mange penge i hans familie, og der var ikke megen fascination af det boglige. Man skulle kunne knokle, og man skulle nok ikke være alt for smart. Han var god til fodbold, han var vild med puddersukkermadder, og så havde han et kvikt hoved.
Så kvikt at han blev sendt i gymnasiet. I Svendborg. Det var noget ganske særligt den gang. Som ung var han også lidt af en gadedreng, men han var ikke en bandit – han var først og fremmest en god dreng, der tog sig af dem, der var omkring ham og passede sine ting på sin egen bonderøvsagtige måde. Han gjorde det så godt, at han kom på universitetet og læste matematik og dansk. Her begyndte han i 1980. Det var en anden tid, kan I nok forstå. Det var ikke stentavlernes tid – men næsten. Den gang skrev man sine skriftlige opgaver i hånden. Internettet var ikke opfundet, og man skulle lære alting udenad. Ham der ChatGPT var der ikke til at tygge alt det igennem, man ikke lige selv gad bøvle med. Man knoklede, fordi det at få lov at studere og gå i skole ikke var alle forundt. Det var en ære og fik man først chancen, så greb man den.
1. august 1987 for snart 39 år siden gik han ind ad døren på Nyborg Gymnasium, hvor han blev ansat som gymnasielærer. Og måske har I gættet, at det er Arno, jeg taler om. For 39 år siden, venner. Dobbelt så mange år, som I har levet. Og det, der er helt særligt ved i dag, det er, at det ikke kun er jer unge mennesker, der i dag dimitterer fra Nyborg Gymnasium. Det gør han også. For i dag er det faktisk Arnos sidste dag på jobbet (jeg ved godt, du lige kommer ind i næste uge). Arno stopper efter 39 år. Og jeg ved godt, at du hader, at jeg nævner dig, men jeg synes, du er et kæmpe forbillede Arno, som har knoklet for, at alle I unge mennesker, der sidder her – og vel en 8-9.000 andre, hvis vi lægger sammen, hvor mange, du har dimitteret gennem årene – kan have en god skolegang. Arno har altid gået en ekstra mil for jer. Kommer der en elev med en udfordring, så laver Arno en plan. Jeg ved ikke, hvor mange kolbøtter og mærkværdige studehandler, du har lavet for elever, der lige ville skifte fag, der lige vil skifte klasse, der lige havde brug for et særligt tilrettelagt forløb eller lidt ekstra sygeundervisning. Og som lærer var dine elever vilde med dig. Mange skriver stadig til os og nævner dig.
Du er, Arno, det man kan kalde et skolemenneske. Ikke sådan én med skemabrikker i hjernen. Det har du også – men én, der mærker eleverne. Som ved, at det hele begynder med relationer. Med hjerte.
Du inkarnerer også Nyborg Gymnasiums menneskesyn, og så har du altid været en usnobbet gadedreng, der har levet forfatteren Glenn Bechs smukke credo om, at ”Hvis vi skal have alle med, skal vi have alle med”.
Du har som leder truffet beslutninger. Mange af dem. Nogle populære – andre beslutninger har du taget i stiv modvind og fået hug for, men du har truffet dem med dit skolehjerte og altid til gavn for eleverne. Du har været en enmandshær, og du har tålt meget. Ingen har vidst, at der altid lå meget mere bag, og du har aldrig mistet det fælles bedste og mennesket af syne.
Du er en helt og et forbillede Arno, for selvom du stadig er noget af en bonderøv og godt kan virke som en hård hund, så har du verdens største og blødeste hjerte for eleverne og for Nyborg Gymnasium.
Og Arno – du har en yndlingssang. Den har du nævnt igen og igen. TV2 har lavet sangen, som hedder: “Kys det nu, det satans liv”
Jeg ved, at det er et råd, du meget gerne vil give til de unge mennesker. Du forsøgte at sige det til dem på sidste skoledag, men jeg er ikke sikker på, at det helt fes ind på lystavlen, der var ligesom noget andet og en vis hjernetåge hos flere, fornemmede jeg.
Sangen handler om livets skrøbelighed og styrke.
Det første vers lyder:
Jeg tænkte nå men det så livet
Sådan ser det altså ud
Lidt krøllet sammen, bidt og gennemblødt
Og helt almindeligt
Midt i det almindelige og levede liv opstår der ting, som gør, at man skal kæmpe, at man skal tage livet på sig, at man skal kæmpe for det – livet – helt bogstaveligt. Det ved du om nogen, Arno. Men når den slags sker, er det også en påmindelse om at have livet kært, at omfavne det og den livssituation, man er givet, og få det allerbedste ud af det. Som omkvædet lyder:
Kys det nu, det satans liv
Og grib det, fang det
Før det er forbi
Det er smukt. Og det er en smuk sang, og jeg synes, vi skal høre den. Den her er til dig Arno, fordi du er den største Guttermand, du er min helt, og jeg vil savne dig.
Den sang siger alt det, vi prøver at lære jer unge – og hinanden. Lev, mens du er her. Gør det, mens det gælder.
Kære Arno, nu lader du mig i stikken, det synes jeg er megatarveligt, men jeg forstår dig. For du kender livets skrøbelighed, og du skal nå at nyde det mere. Mere tid med Annette, pigerne, og børnebørnene. Kære alle sammen. Skal vi ikke give en KÆMPE hånd til Arno, min helt.
Og tilbage til heltene. Jeg har også helte, jeg ikke kender personligt. Nogle, jeg ikke har drukket kaffe med på arbejdet eller spurgt til råds om elevtaler. Nogle, der ikke længere er her. Men som har sat spor, så dybe, at vi stadig mærker dem.
For et par måneder siden fejrede vi i fællesskab 80-året for befrielsen. Det gjorde vi, fordi det er vigtigt at mindes og forstå den historie, som det samfund, vi lever i, står på. Og det gjorde vi for at mindes dem, der kæmpede for den fred og frihed, som vi i mange år har taget for givet, men som vi i denne tid godt kan få øje på, vil kræve noget af os at holde fast i.
Nogle af de helte, der har sat så dybe spor, at vi stadig mærker dem, er de frihedskæmpere, som kæmpede mod besættelsesmagten og mistede livet i kampen.
En af dem var Kim Malthe-Bruun. Kim var ikke meget ældre end jer, da han blev en del af modstandsbevægelsen. Han var frihedskæmper og hjalp med våbentransporter, sabotage og illegalt arbejde. Han var blot 21 år, da han blev arresteret af Gestapo i december 1944. D. 6. april 1945 blev han efter at være blevet tortureret og mishandlet, henrettet nådesløst af tyskerne i Ryvangen i København.
I dag kan vi læse hans breve og hans dagbogsnotater. Det er ikke heltefabuleringer eller storslåede krigsbeskrivelser. Det er en ung mand, der til trods for at have mødt sin fjende på allergrusomste vis, reflekterer over livet, døden og det ansvar, vi har for hinanden. Over menneskelighed. Over værdighed.
Han skriver i sit sidste brev til sin mor d. 4. april 1945, kort efter han har modtaget sin dødsdom:
Jeg er kun en lille Ting, og min Person vil meget snart være glemt, men den Idé, det Liv, den Inspiration, der fyldte mig, vil leve videre (…) Jeg har vandret ad en vej, som jeg ikke har fortrudt, jeg har aldrig svigtet, hvad der i mit Hjærte stod, og jeg synes, at jeg kan se en Sammenhæng. Jeg er ikke gammel, jeg burde ikke dø, dog synes det mig saa naturligt, saa ligetil.
Han kæmpede og døde for noget, der var større end ham selv. Og det gjorde mange med ham. I kan finde hans afskedsbrev i bogen: ’De sidste timer’ som er min studentergave til jer. Den er fuld af afskedsbreve fra unge danske frihedskæmpere. Der er også et afskedsbrev fra Ivar Peder Lassen, som i 1942 tog studentereksamen herfra. Han blev henrettet i en alder af 22 år, fordi han deltog i illegal bladvirksomhed og sabotage.
Og I vil se, at frihedskæmpernes sidste ord ikke handler om hævn eller had. Brevene handler om kærlighed. Om håb. Om at ønske et bedre samfund – ikke bare for sig selv, men for dem, der kommer efter. Det gjorde Niels Fiil, der var del af Hvidstensgruppen, som nogle af jer måske kender eller har set filmene om – hvis ikke I har det, skal I komme i gang. Til bonusinfo kan I se dem på DR.
Niels Fiil blev arresteret sammen med sin far, sin svoger og to af sine søstre d. 11. marts 1944, og han blev på brutal vis bundet til en pæl i Ryvangen fire måneder senere og skudt sammen med sin far og svoger. Han blev 24 år. Han skriver i sit afskedsbrev til sine søstre:
Nu må I holde Hovedet højt, jeg ved, at I vil være med til at føre Danmark mod lysere Tider, hvor en Mand frit kan tale, tro og tænke, som det sømmer sig en Dansker, og jeg ved, at Mor Danmark aldrig vil glemme os, nogle af os maa dø, for at andre kan leve.
Det er det, helte gør. Ikke bare kæmper. Men kæmper for nogen. Og noget. For fællesskabet. For medmenneskelighed. For menneskelig værdighed.
I lever i dag i et frit land, i en demokratisk virkelighed, hvor I kan tænke frit, elske frit, leve frit – netop fordi nogen før jer turde kæmpe for, at det skulle være sådan.
Og nu er det jeres tur.
Ikke til at gå i krig. Men til at kæmpe.
Kæmpe for det, der er vigtigt: For retfærdighed. For menneskelighed. For dem, der ikke kan kæmpe selv. Kæmpe for dem, der har det svært. For dem, der bliver overset. For klimaet. For sandheden. For dem, I elsker. For dem, I ikke kender endnu. For dem, der kommer efter jer.
Verden har så rigeligt af store egoer. Den har brug for jer. Jer, der tør række ud. Tør stå fast. Tør være milde i en hård verden. Jer, der tør sige fra. Jer, der tør være varme.
Og det starter i det små. Det starter, når I holder døren for andre. Når I spørger: “Hvordan har du det – sådan rigtigt?” Når I siger: “Skal jeg hjælpe?” Det starter, når I vælger at være noget for nogen – og ikke bare noget i jer selv.
Det kræver mod. Og vilje. Men jeg tror på jer, for det har jeg set gennem de år, I har været på Nyborg Gymnasium, at det kan I.
I kan tage noget med jer fra Abdi – som har lært os, at fællesskab ikke opstår af sig selv, men skal bæres, beskyttes og bygges, igen og igen. At det kræver personlig indsats, og at man nogle gange må vælge det, der er bedst for andre – frem for det, der er nemmest for en selv.
I kan tage noget med jer fra Arno – som har lære os, at respekt og dannelse starter med et godt menneske. At en skole ikke er en bygning, men et menneskeligt fællesskab. Og at styrke sidder i hjertet og i evnen til at være der for andre, uden nødvendigvis at gøre opmærksom på det.
Og I kan tage noget med jer fra de unge frihedskæmpere, der i deres sidste breve skrev med en ro og en værdighed, der stadig rammer i hjertet. De vidste, at kampen ikke kun var mod fjenden – men for menneskeligheden. De var villige til at dø for noget, der var større end dem selv – men det, de skrev allermest om, var kærlighed, varme, og håbet om en verden, hvor mennesker ikke skal frygte hinanden.
Det, der kendetegner, de helte, jeg har talt til jer om i dag, det er ikke styrke i klassisk forstand. Det er værdighed. Det er mod til at stå fast, når det gælder. Det er omsorg og ansvar for andre – også når det koster.
De er helte, ikke fordi de råber højest, men fordi de tager ansvar og handler med hjertet først.
Og det er det, jeg vil sige til jer:
Gå ud og find jeres helte. Spejl jer i dem. Lyt til dem. Lær af dem.
Men frem for alt:
Gå ud og vær helte.
Vær helte for jeres søskende. For jeres familier. For jeres venner. For dem, der ikke har nogen. Det kræver ikke superkræfter og en kappe. Det kræver et hjerte. Vær helte med varme. Med værdighed og visdom.
Kys det nu, det satans liv – med åbne øjne og åbent hjerte.
Vær frejdige når I går. Og husk: Den, der kæmper, taber aldrig helt. Verden har brug for jer. Ikke som perfekte mennesker. Men som modige og kærlige mennesker, der kæmper for alt det – og dem – I har kær.
Og med de ord dimitterer jeg jer. Årgang 2025 fra Nyborg Gymnasium!