Sidste sommer blev Christine student fra Nyborg Gymnasium. Med sig i bagagen havde hun også Sydbanks rejselegat, der bliver uddelt under den årlige dimission. Legatet har Christine brugt til at realisere en stor drøm: En inspirerende, lærerig tur som opdagelsesrejsende i det smukke Afrika. Her har I hendes spændende, rørende og læseværdige rejseberetning.
“I can speed onward with the rapidity of a tornado, sometimes at the loftiest height, sometimes only a hundred feet above the soil, while the map of Africa unrolls itself beneath my gaze in the great atlas of the world.” Disse ord står skrevet i eventyrromanen Five Weeks in a Balloon af den franske forfatter Jules Verne i 1863, hvor Dr. Samuel Ferguson flyver sammen med vennen Richard Kennedy og tjeneren Joe Wilson tværs over Afrika fra øst til vest i en ballon. Forfatteren er under indflydelsen af 1800-tallets stigende strøm af opdagelsesrejsende i Afrika, som blev opdelt mellem de europæiske stormagter ved Berlin-konferencen i 1884-1885. Storbritannien fik tildelt Østafrika, og herunder landet Uganda, der således blev til en britisk koloni indtil 1962, hvor fuld uafhængighed blev opnået. Siden da har landet været præget af en række borgerkrige og militærkup med blodig undertrykkelse af befolkningen, hvilket gør, at uganderne stadig er blandt verdens fattigste, selvom slavehandelen og kolonitiden, der medførte en alvorlig underudvikling i Afrika, er forbi. Det var derfor ikke en overraskelse, når der blev sagt: “If you want to understand poverty, you have to come to Africa and feed it.”
Jeg har i mange år drømt om at opleve Afrika, men samtidig har ønsket om at læse medicin på universitet også presset på. Derfor var det en oplagt mulighed at rejse med den danske virksomhed Try Medics, som har specialiseret sig i praktikophold på udenlandske hospitaler, og med rejselegat fra Nyborg Gymnasium og Sydbank blev drømmen til virkelighed. Den 20. oktober 2024 stod jeg på det afrikanske kontinent. En situation, som kunne være nervepirrende og udfordrende, men eftersom jeg allerede havde mødt nogle af mine medrejsende på flyveturen fra København til Uganda, var jeg ikke helt på egen hånd. Efter at vi alle havde fået et visumstempel i vores pas, kunne vi se frem til den første destination på rejsen – det hus, som blev vores hjem under opholdet. Huset lå i den tidligere regeringsby Entebbe, og vi havde fra tagterrassen udsigt over Lake Victoria, som er Afrikas største sø, der er navngivet efter Storbritanniens dronning i 1837-1901 af den britiske opdagelsesrejsende John Hanning Speke. Han foretog tre ekspeditioner til Afrika og var den første europæer, der befandt sig foran Victoriasøen, som har et areal på 69.484 km2. Han skrev følgende: “Der mødte søens vældige lyseblå flade pludselig mit blik (…) Jeg følte ikke længer nogen tvivl om, at det var søen for mine fødder, der fødte den interessante flod, hvis kilde havde været genstand for så mange grublerier og mål for så mange opdagelsesrejsende.” I kapløbet om Afrika var floden Nilen en gåde for mange af de europæiske opdagelsesrejsende. Floden har to grene, den Blå Nil og den Hvide Nil, som mødes ved Khartoum i Sudan. I 1858 blev Victoriasøen anerkendt som kilden til den Hvide Nil af det Kongelige Geografiske Selskab. I løbet af min rejse, var det imponerende at opleve, hvordan min hverdag blev en scene med Lake Victoria som baggrundskulisse, mens weekenden bød på en rejse langs den Hvide Nil, der løber gennem Uganda.
Service with love
Den første uge begyndte med en orientering på Our Lady of Consolation Kisubi Hospital, som er et privat og non-profit hospital i den centrale region i Uganda. Det betyder, at patienterne skal betale for sundhedsydelsen, men hospitalet forsøger ikke at skabe et overskud på dem. På den måde har hospitalet mulighed for at fremme adgangen til sundhedspleje for mindre privilegerede og sårbare sociale grupper uden at servicen bliver af en lavere kvalitet. Det kan også være en forklaring på, hvorfor forholdene var bedre, mere moderne og renere end mine forventninger til et hospital i et underudviklet land. Forløbet på hospitalet var observationspraktik, hvor læringen skete gennem den interaktion, som jeg fik med mine engagerede og professionelle mentorer. De inddrog os i det daglige arbejde på deres afdeling ved at dele teoretisk visdom og praktiske erfaringer.
På Antenatal care havde jeg jordemødrene Susan og Grace som mentorer, der lærte os om de regulære rutinetjek af gravide kvinder og deres børn. Vi fik blandt andet lov til at se en ultrasound og høre barnets hjerterytme i maven. Derudover var immunisering en service på afdelingen, hvilket gav os muligheden for at få en forståelse for deres børnevaccinationsprogram og observere børn blive vaccineret. Det var en stor oplevelse at holde de nyfødte eller få måneder gamle babyer. I praktikken blev det tydeligt, at graviditet er en kritisk periode, hvor både moren og barnet står over for alvorlige sundhedsrisikoer. I Uganda er fødselsraten høj, eftersom det er normalt at blive gravid i en ung alder og få mange børn gennem sit liv, men på den anden side er dødeligheden af børn og mødre ligeledes også høj. Abort er ulovligt i landet, medmindre der er en medicinsk begrundelse. Det kan være, at moderens liv anses for at være i fare på grund af graviditeten, men det betyder ikke, at hvis en ung pige er blevet voldtaget, at situationen giver grund til en lovlig abort. I Uganda er ligestilling mellem kønnene og kvinders rettigheder et stort problem, hvor fysisk og seksuel vold mod kvinder, tidlige ægteskaber og teenagegraviditeter er almindelige problemer. Min observationspraktik viste, hvordan sundhedssektoren uvilkårligt byder på patienter med barske situationer og ulykkelige skæbner. Det understreger kun, hvorfor egenskaber som empati, respekt og social lødighed er vigtige at beherske i en sundhedsfaglig karriere. Mottoet på Kisubi Hospital er “service with love”, og det var også tydeligt, at personalet betjente deres patienter med kærlighed. På børneafdelingen var der to patienter med diagnosen cerebral parese, der påvirker en række motoriske funktioner på grund af en hjerneskade, som er opstået i fosterlivet, under fødslen eller hos det nyfødte barn. Det var hjerteskærende at se børnene lide, men det mest chokerende var, at der ikke var nogle forældre hos dem. Sygeplejersken Barbara fortalte os, at det var udbredt i Uganda, at børn med sådan en sundhedstilstand blev smidt på gaden, eftersom forældrene hverken har råd eller overskud til at håndtere dem. Det er den ubarmhjertige, men sande virkelighed, som den ugandiske befolkning står overfor, og jeg kunne ikke gøre andet end at holde patienternes hænder. Sygeplejersken John sagde til os: “going into the medical field takes away your toughness and makes you humble.”, og jeg kan kun give ham ret efter mit førstehåndsindtryk i det medicinske felt, som jeg skal studere videre i på Københavns Universitet i 2025.
Oh Uganda,Land of Beauty!
Uganda fik tilnavnet the Pearl of Africa af den tidligere britiske premierminister Winston Churchill i 1908, og med rette. For landet byder på imponerende naturoplevelser og en imødekommende befolkning bestående af 56 stammer, der hver har deres eget sprog. Det kan måske virke skørt for os danskere, men vi skal tænke på, at Uganda er fem gange større end Danmark, og som koordinator Akim siger “the community is everything in Africa!”. Samfundet har ikke et sikkerhedsnet, som vi har, og derfor afhænger de af hinanden eller kirken, hvis religion er et vigtigt holdepunkt for befolkningen. Det kunne jeg mærke, da vi var til deres kristelige gudstjeneste og på vores gåture i den lokale landsby. Med et syn på deres boligsituation og levevilkår var det ikke længere nogen overraskelse, hvorfor sygdomme som hiv/aids, malaria, tuberkulose og diarré udgør et alvorligt problem i landet. Det lave niveau af hygiejne og adgang til grundlæggende sanitet herunder rent drikkevand var en påmindelse om, hvor godt vi har det i Danmark.
Citatet ”At rejse er at leve” af H.C. Andersen i Mit livs eventyr fra 1855 er berømt og kendt af de fleste, men ifølge forfatteren er rejsen ikke kun for at leve, men også for at lære. Vi rejser som følge af en stræben efter udvikling og modenhed – og den findes ude i det ukendte. I mødet med Uganda er jeg blevet beriget med oplevelser, som har været med til at ændre mit livssyn. Vi kan sommetider godt glemme, hvor nemt og trygt vi har det Danmark, men på den anden side er vi hurtige til at brokke os over bagateller, der sat i perspektiv er ingenting i forhold til de hverdagsproblematikker, som Afrika kæmper med. Alligevel virkede den ugandiske befolkning til at være kronisk glad på en hel anden måde end herhjemme, hvilket var chokerende, når deres vilkår i livet er værre end vores i Vesten. Danmark holder dog andenpladsen for det lykkeligste land i verden, men i Uganda lærte jeg, at være lykkelig betyder ikke at have det bedste af alt, men at få det bedste ud af alt. I dag er landet i økonomisk fremgang, hvilket kom til udtryk, da vi kørte gennem gader i hovedstaden Kampala, mens de mindre landsbyer er mere præget af et simplere liv og en landbrugskultur. Det var ikke ualmindeligt at se kvæg og geder langs vejene fra Entebbe til Jinja og Murchison Falls, eftersom et stort husdyrhold er et vigtigt erhverv i Uganda. Størstedelen af befolkningen har beskæftigelse inden for landbruget, hvor der bliver eksporteret produkter som kaffe, te og bomuld. I lokalsamfundene omkring søer og floder udgør fiskeriet en stor del af deres daglige levebrød, og Nilens udspring i Jinja fra Victoriasøen er af største betydning. Det er ikke overraskende, at floden har været genstand for forundring, og har haft en dragende magt over menneskenes sind. På vores bådtur op af floden, bragte hver ny drejning nye opdagelser – der var en fascinerende kulturhistorie og spektakulære naturoplevelser. Derudover bød Jinja med en række adrenalinfyldte aktiviteter herunder en ATV-tur, som hvide privilegerede turister kan nyde, mens de lokale børn står på sidelinjen og rækker hænderne ud for at få småpenge. I sådan en situation kommer Nyborg Gymnasiums menneskesyn frem: ”Vi tror på, at forandringer starter hos os selv, og at det er vigtigt at gå forrest med nye tanker, engagere sig i samfundet, udvise personligt mod og kæmpe for noget, der er større end os selv.” Selvom det ikke er muligt at redde alle fra fattigdom og skabe fred i hele verden, så er det ikke umuligt at skabe en forandring. Under vores ophold i Uganda blev der taget et hjertevarmt initiativ, hvor vi indsamlet til fordel for et børnehjem. Det var en utrolig oplevelse at besøge dem og se, hvordan en lille bold kunne give så meget glæde for børnene, der ikke selv havde råd til legetøj. Nåden ved at give er beskrevet i Paulus’ Første Brev til Korintherne: “For I testify that they gave as much as they were able, and even beyond their ability. Entirely on their own, they urgently pleaded with us for the privilege of sharing in this service to the Lord’s people.” Børnehjemmet, hospitalspersonalet og ansatte hos Try Medics lagde stor vægt på, at ægte generøsitet måles ikke ved det beløb, der gives, men af hjertet og viljen bag det at give.
En betydningsfuld gave fra min rejse var, at Try Medics gav os rig mulighed for at opleve Ugandas spændende kultur og natur i fritiden rundt om min observationspraktik. Vi var på et marked, der solgte lokale produkter, unikke håndmalede malerier og andre souvenirer. Derudover fik vi muligheden for at fodre små aber på en guidet rundtur i en botanisk have, og se dyrene i landets eneste zoologiske have. Vores safari foregik i Murchison Falls National Park, der er Ugandas største fredningsområde på 3.840 km² og den ældste fra 1927. Parken deles i to af Nilen, der bryder igennem en 7 meter bred åbning i klipperne og falder 43 meter ned, inden floden fortsætter videre mod Lake Albert. Den britiske opdagelsesrejsende Samuel Baker navngav dette prægtige vandfald efter Roderick Murchison, der var den daværende præsident for det Kongelige Geografiske Selskab. Murchison Falls er det mest kraftfulde vandfald i verden – jeg blev blæst bagover af dets kæmpe styrke og brusende vandmasser, som gav anledning til en regnbue. Vandfaldet er ikke den eneste skønhed, som parken gemmer på. Så langt øjet rækker, er der savanne, vådområder og skove. Luften er fyldt med duften af tropisk vegetation blandet med lugten af vilde dyr. Det kendte udtryk The Big Five betegner 5 afrikanske dyr, som på grund af deres størrelse og styrke var blandt de sværeste og farligste at nedlægge for jægerne. Vi var i nærkontakt med 3 af dem: løver, elefanter og bøfler. Det var en utrolig oplevelse at opleve dyrene i deres naturlige omgivelser, og der var flere øjeblikke, hvor jeg glemte at trække vejret eller fik hjertebanken.
Et andet sted, som kunne få min puls og vejrtrækning til at gå op, var hospitalet. På hjerteklinikken var der patienter med blødninger og blodpropper i hjernen, mens andre havde brug for en pacemaker. Selvom jeg besvimet under mit første operative indgreb, fik jeg heldigvis set et kejsersnit på operationsstuen, og jeg kunne sætte mig selv i en kirurgs sko ved at prøve deres påklædning, steriliseringsprocessen og syning. Det er tankevækkende, at The Missionary Sisters of Our Lady of Africa valgte at grundlægge Kisubi hospital i 1905, og 120 år efter er med til at give mig et indblik i felten kirurgi, som jeg uden tvivl er interesseret i. På Kisubi Hospital fik vi også en fordybelse i Ugandas sundhedsforhold, der er præget af fattigdom, urolige politiske forhold og særlige klimatiske forhold. De manglende ressourcer og den nedsat teknologisk udvikling gør, at arbejdsprocessen er mindre effektiv og sværere, men disse udfordringer og hæmninger er dog ikke ensbetydende med, at det sundhedsfaglige personale er dummere eller dårligere end de vestlige læger, jordemødre og sygeplejersker. Tværtimod opdagede jeg, at mine mentorer var ekstremt dygtige til at tænke ud af boksen. På den almen afdeling med både medicinske og kirurgiske cases, lærte jeg en masse af sygeplejersken Emmanuel, der var min mentor. Udover at se patienter med forskellige sygdomme og diagnoser, lavede vi en masse øvelser, hvor jeg fik lov til at lægge en sonde, et urinkateter og venekateter med brug af flasker, papkasser og stof. I fremtiden kan jeg vende tilbage til disse oplevelser, og blive påmindet om, hvorfor jeg gerne vil læse medicin.
Der er et afrikansk ordsprog, som siger “A cat that dreams of becoming a lion must lose its appetite for rats”. Det betyder, at for at opnå storhed skal du give slip på gamle vaner, der kunne holde dine fremskridt tilbage. Jeg har længe været typen, som valgte at holde sig selv tilbage frem for at springe ud i det ukendte. Derfor har en rejse i Afrika altid ligget langt ude i horisonten, ubegribeligt. Jeg vil gerne takke Nyborg Gymnasium og Sydbank for et rejselegat, der skubbede mine hænder frem og lod mig gribe fat om min drøm. Jeg er taknemmelig for, at jeg har været på et ophold i Uganda med Try Medics, som har givet mig den perfekte blanding af faglig fordybelse i det medicinske felt og en eventyrlig udforskning af den afrikanske kultur og natur.
Tak til Christine for den fantastiske rejseberetning og til Sydbank i Nyborg for at gøre rejsen mulig med jeres gavmilde rejselegat!