Først på efteråret bød vi velkommen til vores rektor Malene med en ret stor og ret uformel reception. For hun ønskede sig mest af alt, at der blev holdt en formiddags-fest for elever og lærere, hvor hun i Multihallen præsenterede sig selv – og hvor hun bød op til dans. Eller det gjorde rettere den dansk-tanzanianske talentfulde, energiske og charmerende sanger JJ Paulo.
Hvis du også har lyst til at lære Malene lidt at kende, så følger her hendes tale til elever og lærere sådan en helt ualmindeligt almindelig onsdag i oktober:
Kære søde elever, kære fantastiske medarbejdere
Det er så dejligt at se jer alle sammen, og I skal vide, at det giver sug i maven at stå her foran jer – af mange grunde.
Som I har opdaget, er jeg jeres nye rektor. Jeg tiltrådte officielt d. 1. oktober, og min søde kollega og seje vicerektor, Arno, syntes, at jeg skulle fejres. Det plejer man at gøre. Det afviste jeg med det samme, for jeg har ikke lyst til at være i centrum og blive fejret. Jeg har bare lyst til at komme i gang med arbejdet. Og ingen ved jo endnu, om jeg overhovedet er værd at fejre, jeg er lige startet, og det kan jo vise sig, at jeg er en kæmpe klaphat! Så! Jeg sagde til Arno: ingen grund til at fejre mig, lad os i stedet fejre os alle sammen. Lad os benytte anledningen til at fejre Nyborg Gymnasium, lærerne, køkkenet, service, sekretariatet, kostskolen, ledelsen og alle I underskønne, fantastiske, mangfoldige og sjove elever! Lad os holde en lille fest – sådan en ganske tilforladelig onsdag i oktober. Hverdagen må gerne være lidt festlig en gang i mellem.
Så lige nu skal vi faktisk ikke fejre, at I har fået ny rektor, vi skal fejre Nyborg Gymnasium! Og inden vi for alvor skal til at fejre os alle sammen, så vil jeg alligevel sige et par ord. Jeg spurgte nemlig Abdi, vores helt særlige elevrådsformand, og Olav, vores lige så særlige Kapakiformand, hvad det vigtigste var, jeg fik sagt til jer i denne min festtale. De synes først og fremmest, det skal være low key; det skal være personligt, så I lige kan lære mig lidt at kende, og så synes de, jeg skal fortælle lidt om, hvorfor jeg gerne vil være rektor.
Så selvom jeg egentlig overhovedet ikke ønsker, at det skal handle om mig, men at det skal handle om os alle sammen, så gør jeg, som I siger gutter – jeg ved ikke lige, om jeg kan holde mig til low key Abdi, jeg er jo rektor, men jeg skal gøre mit bedste.
Jeg vil begynde med at fortælle lidt om mig selv. Jeg har virkelig tænkt over, om der er nogle særlige fun facts om mig, jeg kan dele med jer. Jeg er desværre nået frem til, at det er der overhovedet ikke. Jeg er slet ikke fun. Jeg er en helt almindelig og i jeres øjne sikkert ufatteligt gammel 50-årig. Et mosefund, der lever et jævnt og virksomt liv på jord. Jeg har en lille grim og ikke særligt intelligent hund, jeg har arvet efter min mor, og en ufatteligt larmende nymfeparakit, der hedder Bob.
Det vigtigste i mit liv – udover jer selvfølgelig – er mine tre usandsynligt dejlige børn – to af dem er på jeres alder. De er nogle stakler. Forestil jer at have en mor, der er rektor. Hver dag skal de høre mig ’jabbe’ om skærmregler – jeg har selvfølgelig mobilskabe derhjemme – jeg ’jabber’ evindeligt om, at de skal huske at læse bøger, at de skal lave deres lektier, at de ikke må bruge Chat GPT, at karakterer ikke er vigtige, det vigtigste er at de lærer noget – og de skal blæse i alkometer hver gang, de går til fest. Det er synd for dem.
I min fritid arbejder jeg, jeg er faktisk ret vild med at gå på arbejde, og så undgår jeg i øvrigt alt husligt arbejde. Min dag starter 5.30, hvor jeg står op og træner, inden jeg vækker familien og tager på arbejde. Når jeg kommer hjem, gør jeg klar til dagen efter. Jeg har et spændende arbejde, men jeg har et utroligt kedeligt liv.
Jeg begyndte min karriere i gymnasieskolen som lærer i dansk og idræt helt tilbage i 2001 – altså før I blev født. Jeg har været på Nyborg Gymnasium i 8 år – først som lærer, så uddannelsesleder, så vicerektor og resten er som bekendt historie. Jeg blev rigtig ked af det, da vores gamle rektor sagde op. Det var sorgfuldt, for Henrik var min gode og tætteste kollega og en rigtig nær ven. Og så tror jeg alle her ved, hvor dygtig, empatisk og visionær en leder, han er. Jeg vil gå så langt som til at sige, at der er ingen over, ingen ved siden af. Jeg var meget i tvivl, om jeg skulle søge jobbet som rektor, for jeg havde jo et fantastisk job i forvejen på verdens bedste skole, men jeg kunne ikke lade være. Vi har med Henrik i spidsen gennem de sidste mange år skabt en fantastiske skole. Vi har et helt særligt fællesskab og nogle helt enestående værdier. Og jeg kunne mærke en stærk kampgejst og en meget boblende energi ift., at alt det, vi kan sammen, skal bestå og føres videre. Så nu står jeg her. Det er mig, der har nøglerne og skal sætte retning og sørge for, at vi alle sammen har det godt.
Hvad er det vigtigste for mig som rektor: Det er I, og det er de ansatte!
Nyborg Gymnasium er en smuk og mangfoldig skole, der rummer krøllede, sjove, søde elever og kompetente, engagerede, omsorgsfulde medarbejdere, og jeg har tre ønsker for fremtiden:
For det første skal vi fortsat være en skole, der har fokus på omsorgsetikken, på fordybelse, ro og på stærke fællesskaber i og uden for klasserummet – vi skal stadig være en skole med høj trivsel, der fastholder jer, ser jer i øjnene og altid går en ekstra mil for jer.
For det andet skal vi stadig være et stærkt arbejdsfællesskab på tværs af faggrupper for alle de dejlige mennesker, der går på arbejde her hver dag, og alle skal være trygge, trives og udfordres.
Og det tredje og væsentligste er vores menneskesyn, fordi det omslutter og binder alt sammen, vi gør på den her skole
Menneskesynet er vores adelsmærke, det er det, der gør gymnasiet til meget mere end et almindeligt gymnasium. Et menneskesyn, der rummer et stærkt sammenhold på tværs af forskelligheder; et menneskesyn der rummer dybt fagligt engagement og hjælpsomhed; et menneskesyn der rummer at knokle for at gøre en forskel for noget, der er større end os selv; et menneskesyn der rummer at tænke nyt og ikke nøjes med at være som de andre. Det er det, Nyborg Gymnasium kendes på, og det vil jeg kæmpe for og værne om, for det er betydningsfuldt for både jer og de ansatte, og det gør os til noget særligt i uddannelseslandskabet. Vi skal ikke være som de andre, vi skal være som os, fordi vi er og lever medborgerskab, mangfoldighed, fællesskab og udsyn hver dag. Vi tror på det bedste i hinanden og på, at vi vokser og dannes i mødet med andre, der ikke nødvendigvis ligner os selv.
Jeg håber, I vil hjælpe mig, for en rektor er ikke en enmandshær, og jeg kan ikke gøre det alene. Jeg er dybt afhængig af jer, og jeg håber, at I alle, elever og ansatte, vil gøre jeres bedste for at leve vores menneskesyn hver dag og bidrage til, at Nyborg Gymnasium er et stærkt vi, på trods af vores forskelligheder og uanset, hvad verden måtte bringe.
Og nu skal vi lave en fest! Og jeg vil gerne sende jer ud i den ganske tilforladelige onsdag med godt humør, glæde og en følelse af fest i kroppen – uden alkohol, naturligvis. Og da jeg, som jeg sagde indledningsvis, er et usandsynligt kedeligt menneske, så har jeg brug for hjælp til at lave en fest.
For et år siden var jeg til et topmøde som kulminationen på noget, der hed P3 Missionen. P3-Missionnen var et landsdækkende initiativ på tværs af alle DR’s platforme, der skulle sætte fokus på, hvordan man bedst hjælper unge til at trives og skabe positive fællesskaber. Til topmødet var der særligt én person, der gjorde indtryk på mig. Vi var mange af de såkaldte boomers i huset, men det lykkedes alligevel denne her ene person at få os op af stolene.
Han er udover at være en fantastisk musiker også et livstykke – et menneske med en helt særlig historie. Han er født i Tanzania og vokset op i Silkeborg, og han har gjort det at være anderledes til sin superkraft – og så er han the rising star of international afrobeats. Han er en gudsbenådet og prisvindende performer, og han har så meget musik og rytme i sig, at jeg er sikker på, at han kan sende os alle på Nyborg Gymnasium – også os med stive hofter og gigtramte knæ – ud i dagen med glæde og følelsen af, at livet faktisk er ret godt. Han hedder Joram Johan Paulo – også kaldet JJ Paulo. Lyt til ham med jeres hjerter, feel the rythm, og så håber jeg bare, at I vil vise JJ, at vi godt kan feste i Nyborg! Også på en ganske tilforladelig onsdag.
_________________________________________________
Dear wonderful students, dear fantastic staff!
It is so lovely to see all of you, and you should know that standing here in front of you gives me butterflies in my stomach for many reasons.
As you’ve noticed, I am your new principal. I officially started on October 1st, and my sweet colleague and amazing vice-principal, Arno, thought I should be celebrated. That’s the usual thing to do. I immediately declined because I don’t want to be the centre of attention and celebrated. I just want to get to work. And no one even knows yet if I’m worth celebrating—I’ve just started, and I could turn out to be a complete idiot! So! I told Arno: there’s no reason to celebrate me; let’s instead celebrate all of us. Let’s use this opportunity to celebrate Nyborg Gymnasium: the teachers, the kitchen staff, the service team, the administration, the boarding school, the leadership, and all of you wonderful, fantastic, diverse, and fun students! Let’s have a little party—on this ordinary Wednesday in October. After all, everyday life deserves to be a bit festive now and then.
So right now, we are not here to celebrate that you’ve got a new principal; we’re here to celebrate Nyborg Gymnasium! But before we start celebrating all of us, I do want to say a few words. I asked Abdi, our exceptional student council president, and Olav, our equally exceptional KAPAKI president, what the most important thing I should say in this speech was. They thought, first and foremost, it should be low-key; it should be personal so you can get to know me a little, and they think I should explain why I wanted to become a principal.
So, even though I really don’t want this to be about me, but about all of us, I’ll do as you say, guys—I’m not sure I can stick to “low-key,” Abdi, after all, I am a principal, but I’ll do my best.
I’ll start by telling you a little about myself. I’ve really thought about whether there are any fun facts about me that I can share with you. Unfortunately, I’ve come to the conclusion that there aren’t any. I’m not fun at all. I’m completely ordinary and, in your eyes, probably an incredibly old 50-year-old. A relic from the past who leads a quiet and active life on earth. I have a small, ugly, and not very intelligent dog I inherited from my mom, and an incredibly loud cockatiel named Bob.’
The most important thing in my life—besides you, of course—is my three incredibly wonderful children—two of them are around your age. They are poor souls. Imagine having a principal as your mom. Every day they have to hear me nag about screen rules—I naturally have phone lockers at home; everyone in management does—I constantly nag about them remembering to read books, do their homework, avoid using ChatGPT, and that grades aren’t important—the most important thing is that they learn something—and they have to blow into a breathalyzer every time they go to a party. I feel sorry for them.
In my free time, I work—I’m actually quite fond of going to work—and I avoid any household chores. My day starts at 5:30 when I get up and work out for an hour before waking up the family and heading to work. I have an exciting job, but my life is incredibly boring.
I started my career in the upper secondary school system as a teacher back in 2001—so before you were born. I’ve been at Nyborg Gymnasium for eight years—first as a teacher, then as an educational manager, then as vice-principal, and the rest, as you know, is history. I was really sad when our previous principal resigned. It was heartbreaking because Henrik was my closest colleague and a dear friend. And I think everyone here knows how skilled, empathetic, and visionary a leader he was. I’ll go so far as to say that there’s no one above or beside him. I was very uncertain whether I should apply for the principal position because I already had a fantastic job at the best school in the world, but I couldn’t help it. Together with Henrik, over the years, we’ve created an amazing school. We have a very special sense of community and unique values. And I felt a strong fighting spirit and bubbling energy to ensure that all we’ve achieved together continues and is carried forward. So now here I am. I’m the one with the keys, responsible for setting the direction and ensuring that we all thrive.
What’s most important to me as principal? You are, and so are the staff!
Nyborg Gymnasium is a beautiful and diverse school, filled with quirky, funny, sweet students and competent, dedicated, and caring staff. I have three wishes for the future:
First, we must continue to be a school that focuses on an ethics of care, on deep thinking, calmness, and strong communities inside and outside the classroom—we must remain a school with high well-being, one that holds on to you, looks you in the eye, and always goes the extra mile for you.
Second, we must continue to be a strong professional community across disciplines for all the wonderful people who work here every day, ensuring that everyone feels safe, thrives, and is challenged.
And the third and most important is our view of human beings, because it encompasses and binds everything we do at this school.
Our view of human beings is our hallmark; it’s what makes this gymnasium more than just a school. It’s a perspective that embraces strong unity across differences, a view that embodies deep professional commitment and helpfulness, one that encourages hard work to make a difference for something greater than ourselves, and one that fosters thinking outside the box, not just settling for being like everyone else. This is what Nyborg Gymnasium is known for, and it’s something I will fight for and protect because it’s meaningful for both you and the staff, and it makes us stand out in the educational landscape. We shouldn’t aim to be like the others; we should aim to be like us, because we embody citizenship, diversity, community, and an outward-looking perspective every day. We believe in the best in each other and in the fact that we grow and are shaped by meeting others who may not look like us.
I hope you’ll help me, because a principal is not a one-person army, and I can’t do this alone. I am deeply dependent on all of you, and I hope that both students and staff will do their best to live our humanistic values every day and contribute to ensuring that Nyborg Gymnasium remains a strong “we,” despite our differences and regardless of what the world may bring.
And now, let’s throw a party! I want to send you off into this otherwise ordinary Wednesday with good spirits, joy, and a festive feeling in your body—without alcohol, of course. And since, as I mentioned earlier, I’m an incredibly boring person, I need help to get the party started.
A year ago, I attended a summit that was the culmination of something called “P3 Missionen.” P3 Missionen was a nationwide initiative across all of DR’s platforms that aimed to highlight how best to help young people thrive and create positive communities. At the summit, there was one person in particular who made an impression on me. There were many so-called “boomers” in the room, but this one person still managed to get us all up from our seats.
In addition to being an amazing musician, he is a force of life—a person with a truly unique story. He was born in Tanzania and grew up in Silkeborg, and he has turned being different into his superpower—and he’s the rising star of international Afrobeat. He’s a gifted and award-winning performer, and he has so much music and rhythm in him that I’m sure he can send all of us at Nyborg Gymnasium—even those of us with stiff hips and arthritic knees—into the day with joy and a feeling that life is actually pretty good. His name is Joram Johan Paulo—also known as JJ Paulo. Listen to him with your hearts, feel the rhythm, and I hope you’ll show JJ that we know how to party at Nyborg! Even on a Wednesday.