SØG

Latin C

Latin var romernes sprog i antikken og blev i århundrederne omkring Kristi fødsel talt i en stor del af Europa og Nordafrika. Efter oldtiden var latin kirkens sprog, og latin var langt op i tiden det eneste internationale sprog. Latin blev videnskabernes sprog og det fælles kommunikationssprog i Europa.

Latin som talt sprog udviklede sig til en række sprog som italiensk, fransk og spansk og portugisisk. Og i de moderne europæiske sprog stammer en stor del af ordforrådet fra latin. Engelsk har ikke udviklet sig fra latin, men ca. 60% af ordforrådet kommer fra latin

I almen sprogforståelse (ap) får du en introduktion til latin. Latin på c-niveau bygger videre på det, du har lært i ap. I latin på C-niveau begynder vi med et introduktionsforløb, hvor vi repeterer og udbygger det, du lærte i ap. Herefter læser vi lettere originaltekster

Latin er både et sprogfag og et kulturfag. Du kommer til at beskæftige dig med antikken gennem tekster og arkæologiske fund, der viser, hvor vigtig antikken har været og stadig er for vores måde at tænke på. Vi trækker i timerne hele tiden linjer fra fortid til nutid, så du bliver klogere på både antikken og din egen tid. Du bliver god til grammatik og sproglig analyse, og du får opbygget evnen til at genkende latinske ord og begreber i de moderne sprog. Den viden, du får i latin, vil du have glæde af i dine andre sprogfag.

Arbejdet i timerne består grundlæggende i oversættelse fra latin til dansk og diskussion af teksternes indhold.  Vi sætter teksterne ind i deres historiske og samfundsmæssige sammenhæng. Du skal ikke lære at tale latin, vi taler kun dansk. Vi sammenligner hele tiden de to forskellige sprog, og derved får du også styrket din danske sprogfærdighed. Der er ikke skriftligt arbejde til aflevering, men små skriftlige øvelser kan af og til støtte indlæringen i timerne.

Det grundige arbejde med teksterne, hvor du hele tiden skal være opmærksom på detaljen for at forstå helheden og omvendt, giver dig gode studievaner og styrker din sproglige fantasi. Du tilegner dig en viden og en arbejdsmetode, som du også vil have nytte af i dit arbejde med dansk og moderne fremmedsprog både i gymnasiet og i videre uddannelsesforløb.

Latin C indgår som et af de tre sprog i vores sproglige studieretninger. Elever, der ikke har en sproglig studieretning, kan vælge latin C som valgfag. I begge tilfælde ligger latin C i 2g.

 

Jeg ønsker mere information og vil gerne kontaktes

KLIK HER
Skip to content