fbpx
SØG

Rektors dimissionstale den 28. juni 2019

Always look on the bright side of life

Kære smukke studenter. Den her dag er den dejligste kulmination på alt det, der virkelig giver mening her i livet, og det der gør os alle glade. Dagen her er det ultimative højdepunkt i mit job, og jeg bliver rørt og lykkelig over synet af jer med huer i hele farvespektret. Både jeg selv, jeres lærere og familier er også ved at revne af stolthed over, at I sidder her nu ved vejs ende på Nyborg Gymnasium. I har alle sammen knoklet hårdt for at sidde her i dag, og I har al mulig grund til at være stolte af jer selv. I har vist, at dyder som flid, vedholdenhed og glæde ved livet er afgørende for at nå sine mål. I har vist at: When the going gets tough, the tough get going.

Men dagen er også trist – i hvert fald for mig. Jeg tror også, at vemodet ligger lige under boblerne i maven hos jer. For nu er jeres tid endegyldigt forbi her på Nyborg Gymnasium, og jeg selv og skolens ansatte kommer til at savne jer. Og det er ikke bare noget, jeg siger. For det her bliver aldrig rutine, og det er ikke let at tage afsked med jer. Det vi har haft sammen har været vigtigt og rigtigt, og I har betydet noget for os og for mig. Når I kommer på afstand af studenterfesterne og den umiddelbare trang til bare at løbe skrigende væk herfra, så tror jeg også, at I kommer til at mærke det. Jeg husker stadig selv min egen livskrise, da jeg nåede slutningen af sommerferien, efter jeg var blevet student i 1999. Hold da op, hvor jeg savnede gutterne og faktisk også skolen. Det gør jeg stadig.

Gymnasietiden er så kort og intens, at den står lysende klart i hovedet på de fleste selv 20, 30 og 50 år senere. Den præger jer for livet. Med glæder og sorger, studieture, lyse nætter, kærester, pligter og fantastiske venskaber, som varer hele livet. Vores alle sammen Kim Larsen sammenfatter og indfanger det her moment så smukt i den udødelige klassiker Om lidt bliver her stille: For om lidt bliver her stille. Om lidt er det forbi. Fik du set det, du ville? Fik du hørt din melodi? Det kan godt være, I synes, det er en kliche, og at I har hørt det før. Det er jeg kold over for. For den her sang er et gevaldigt knytnæveslag i solar plexus og rammer præcist nerven i de følelser, vi alle har i dag.

Men det er jo heldigvis ikke rigtigt, at: om lidt er det forbi. Om lidt begynder resten af jeres liv, jo! I skal ud og smitte resten af landet og verden med jeres ukueligt gode humør, videbegær og positive tilgang til livet. I skal ud og lære mere og blive dygtigere og dyrke jeres mange talenter. For talenter har I alle sammen! I skal ud og finde jeres melodi og opleve mere af tilværelsen – med både medgangen og modgangen som følgesvend.

I den tid, I har været her på skolen, har vi virkelig oplevet mange ting sammen – både i skolens liv, men også i verden udenfor. I er den første årgang, som jeg selv har oplevet fra start til slut – først som konstitueret og siden som rigtig rektor. Det betyder noget helt særligt for mig. I har virkelig lagt ryg til mange forandringer; Fusioner, byggerier, rektorskifte, kaos og vores forsøg på at skabe en ny skole med en ny identitet. I har taget det hele i stiv arm og været utroligt søde, positive og rummelige over for alt det nye. Det skal I have tusinde, tusinde tak for. I har været nogle fantastiske følgesvende på den vilde rejse, vi har taget sammen.

Samtidig vil jeg også gerne takke Nyborg Gymnasiums lærere og medarbejderne i administrationen, kantinen, på kostskolen og i serviceafdelingen. De har dag ud og dag ind brændt for jer og for at gøre jer så dygtige som muligt og skabe de bedste rammer for jeres udvikling på alle mulige måder. Også i en tid, hvor der ikke altid har været ro på bagsmækken. De dygtige og dedikerede medarbejdere har været med til at udfordre jeres faglighed og verdensbilleder og været medskabere af den faglige rygrad og den store rummelighed, som jeg vender tilbage til, og som er adelsmærket på Nyborg Gymnasium. Kære medarbejdere. Tak for jeres utrættelige indsats, omsorg og den store kærlighed til vores elever. Vil I ikke give alle skolens ansatte en hånd!

Inden vi åbner portene mod friheden, vil jeg gerne sige et par ord til jer, om hvad jeg håber, I tager med herfra og går ud og præger verden med. Kogt ned, så håber jeg, I vil se mest på de lyse sider af tilværelsen, være rummelige og fordomsfrie og ikke bruge tid på selvretfærdige og bedrevidende mennesker, der selv mener at have en mere direkte vej til sandhedens kilde. Livet er nemlig for kort til kyniske mørkemænd og kældermennesker, og man har kun det sjov, man selv laver. Så brug ikke tiden på at se fejl og brokke jer uden at komme med løsninger. I vælger nemlig selv tonearten i jeres livs melodi, og den behøver ikke være i mol. Det er banalt, men vigtigt, og jeg håber, I har fået en god ballast og lyse toner med herfra til en glad melodi. Netop melodier bliver en rød tråd i talen, og jeg vil starte med en sang fra en vanvittig skør film, som forhåbentligt kan inspirere jer.

For nyligt genså jeg Monty Pythons helt geniale og helt vanvittigt sorte film Life of Brian, som netop indfanger det budskab. I filmen laver Monty Python sjov med fordomme, religiøse og politiske dogmer, fundamentalisme, stupiditet og menneskelig lemming-effekt ved at fortælle historien om Brian, som er en helt almindelig ung mand, der på Jesu tid bliver forvekslet med Guds søn. Brian bliver født i en krybbe i det hellige land, og tre knap så vise mænd forveksler ham med Jesus. Han bliver modvilligt og ved en fejl profet for en stor gruppe mennesker, der desperat søger en åndelig vejleder. I en central scene siger han til sine disciple: I behøver ikke følge mig, I behøver ikke følge nogen. I skal tænke selv! I er alle individer! I er alle forskellige. Men folkemængden havde glemt at tænke selv og hylder ham som den store Messias. Brian ender på korset ved en fejl, men han bevarer optimismen. Bare fordi man bliver korsfæstet, så kan man jo godt se på den lyse side af livet. For man vælger selv sin vej og grundstemning i livet. Det er sort humor, men der er et gran af sandhed i det.

Filmen slutter med den geniale sang Always look on the bright side of life, som altid har fået smilet frem hos mig og mange andre, siden filmen kom i 1979:

If life seems jolly rotten,
There’s something you’ve forgotten,
And that’s to laugh and smile and dance and sing.
When you’re feeling in the dumps,
Don’t be silly chumps.
Just purse your lips and whistle.
That’s the thing.
Always look on the bright side of life.
Always look on the light side of life.

Nu tænker I nok med det samme, at det her viser, at jeg er en lyshåret og blåøjet jubelidiot, der er faldet ned i gryden med positiv psykologi og ”Ja-hatte”, eller at jeg har været på et trip med Ole Henriksen. Gid jeg havde. Nej, jeg er præget af en oprigtig tro på, at vi kommer længere ved at se de positive ting i livet og ved selv at tage stilling – også selvom vi står i lort til halsen. For det er op til os selv, hvordan vi vil engagere os i verden, og hvilken grundstemning vi vil smitte andre med. Brian blev netop indfanget af omverdenens dogmer, fordomme og galskab, men han bevarede humøret og så på livets lyse side. Se den film!

Men ak! Gru, galskab og falske profeter er der desværre rigeligt af i den virkelige verden. Lige nu står vi midt i en verden, hvor der er mest fokus på det negative, problemerne, frygt og mennesker, der glemmer at tænke selv, men bare agerer som lemminger. De sidste tre år har i den grad været præget af negative historier og begivenheder, der har rystet os i Danmark og det vestlige samfund: Brexit-kaos, gule veste i Frankrig, Trumps ageren i USA, det ekstreme højres fremgang i flere lande og selvfølgelig også en valgkamp for få uger siden, som gav taletid til ekstreme synspunkter og politikere. Det har handlet om problemer, problemer og problemer…..

Jeg er selv vokset op i 90´erne og må nappe mig selv i armen over de sidste års begivenheder, og den udvikling vi oplever. Jeg bliver trist, for der er kun fokus på de negative ting, det der ikke fungerer, og samtidig har vreden, frygten og håbløse generaliseringer overtaget den offentlige debat. Hvor er de fremadskuende visioner og idealer, der giver håb og fokus på alt det, der er fantastisk ved vores samfund?

I 90´erne talte samfundsforskeren Francis Fukuyama positivt om historiens afslutning, fordi kommunismen faldt sammen i øst og den liberale samfundsmodel i vest stod tilbage som vinder af kampen om den globale historie. Men efter valget af Trump i 2016 og hans ensidige fokus på America First, så står vi alligevel uden et fælles ideal eller en fælles historie, der kan binde verden sammen. Så Fukuyamas lykkelige afslutning på historien er blevet udsat på ubestemt tid. Informations chefredaktør Rune Lykkeberg taler i sine nye bog Vesten mod Vesten i stedet om vredens, hævnens og opløsningens tid. En tid, der ifølge Lykkeberg, er præget af negativ nationalisme, tunnelsyn, fake news, og udgrænsning af kulturer, befolkningsgrupper og bestemte mennesker. Og så er den kendetegnet ved pessimisme og at alting tales ned. Under valgkampen herhjemme har vi f.eks. også hørt en retorik om flygtninge og indvandrere fra ekstreme politikere, som giver tics til alle med en smule historisk erindring. Det føg med hadefulde udsagn og grove generaliseringer, som der ikke er belæg for. Det var trist og forstemmende.

Men den negative tone handler ikke kun om flygtninge, indvandrere eller mexicanere i USA. I årets løb har de 820.000 offentligt ansatte – herunder sosu’er, sygeplejersker, pædagoger m.fl. også fået en tur på korset, fordi de har længere sygeperioder end privatansatte. Debatten kom til at handle om pjæk.
Alle landets gymnasieelever røg også en tur på korset, da den nu tidligere minister for området gjorde sit til at tale det faglige niveau ned i en grad, som der ikke er empirisk belæg for i de undersøgelser, der er lavet af Danmarks Evalueringsinstitut og universiteternes undersøgelser af nye studerendes faglighed. Men det medførte alligevel bl.a. indførelsen af en fuldstændig meningsløs ny fraværsbekendtgørelse, der indfører kontrol og bureaukrati i uhørt grad, fordi udvalgte stikprøver viste højt fravær på et par skoler i landet. Historien i medierne blev, at gymnasieelever systematisk pjækker og sløser med deres skattebetalte skolegang. I samme åndedrag skal Ørestad Gymnasium også nævnes. For her blev min gode rektorkollega, eleverne og lærerne udsat for offentligt justitsmord i medierne, fordi en minister, en spindoktor og en præst med hjælp fra ukritiske medier definerede, hvordan virkeligheden var, under et kaotisk ministerbesøg på skolen. En virkelighed, som blev oplevet anderledes af 500 lærere og elever. Eleverne blev hængt ud i medierne som skruppelløse voldsmænd, der ikke accepterer demokratiets spilleregler, og de blev udsat for ministerielle trusler og krav om kollektiv afstraffelse. Det lignede en fortidig skueproces, hvor medierne fik skabt et billede af en totalt udannet og primitiv ungdom. Det kunne ikke være længere væk fra sandheden – det ved jeg!

Hvor bliver jeg bare træt. For er det hele nu også så simpelt og enkelt. Og hvorfor får politikere og medier ikke mere modspil, når de formidler så stereotype fordomme og firkantede generaliseringer til os?

Troen på en positiv udvikling, samarbejde i verden og på, at vi kan lære noget af hinanden er afløst af fordomme, mistillid, kynisme og en ny form for viden-resistent fundamentalisme. Som den anerkendte israelske historiker Yuval Noah Harari skriver: Så er de åbne veje, stærke broer og travle lufthavne ved at blive erstattet af mure, voldgrave og pigtrådshegn. Både i overført og reel betydning. Den historiske udvikling er sat i bak-gear og talens magt er nu blevet afløst af magtens tale. Hvis det her var foregået i Harry Potters univers, så er Voldemort virkelig vendt tilbage, og Harry er selv blevet sendt ud på en øde ø af Ministeriet for Magi – sammen med utilpassede mugglere.

Det er trist at sure, pessimistiske og kyniske mørkemænd- og kvinder har overtaget debatten med generaliseringer, som ikke hører til i et oplyst og åbent demokratisk retssamfund. Yuval Noah Harari beskriver netop også vores tid som en dystopisk post-sandhedsæra, hvor nogle fake news varer evigt, fordi vi er formet af gruppetænkning og ukritiske medier. Vi har kort sagt lukket os ind i ekkokamre med folk, der ligner os selv og får kun bekræftet vores egne verdensbilleder i vores newsfeed, på Facebook, Snap´en og instagram.

Vi har glemt at tænke selv, fordi vores hjerner er blevet hacket af alt det negative, og virkeligheden ender derfor som en fortegnet karikatur.

Marie Keys sang Landet indfanger den følelse jeg har i maven:

Jeg kan mærke, der er ting, der ikke er som før
jeg kan høre det klik – de klikker på vores dør
mit land det ligger ned
mit land ligger ned
og ingen vender sig rundt
ingen vil noget
andet end at pushe sig selv
og pushe showet

Hvor jeg da bare savner, at politikere, magthavere og meningsdannere bruger lidt af deres tid på at fortælle og anerkende, at vi lever i et fantastisk samfund og en fantastisk verden. At de også forsøger at underbygge deres argumentation med fakta og empiri. At de bruger den fornødne tid og energi på at afdække fordomme, være kritiske og verificere informationskilder. Det er lige præcis det, I har lært her på Nyborg Gymnasium. Så I skal ud og lære politikerne og meningsdannerne det greb og sprede jeres livsglæde og positive engagement i verden. I skal ud og vise dem, at I har faglig røv i bukserne, har bukserne på og at I står sammen!

Marie Key indfanger også det i omkvædet til Landet:

Hvis vi rykker tæt, tæt sammen
dykker ned og henter lidt af varmen
kan vi flip den mønt i tide
to skridt til den anden side
hvis vi rykker tæt, tæt sammen
dykker ned og henter lidt af varmen
kan vi flip den mønt i tide
to skridt til siden

I skal flippe mønten og tage skeen i den anden hånd. For det går nemlig bedre i den her verden, og alt er ikke sort eller sort og hvidt. For færre dør af sygdomme og sult i verden, flere lande er demokratiske end nogensinde, og velstanden er stigende – om end ulige fordelt. Aldrig har der været så mange i verden, som kan læse, og aldrig før har der været så stor adgang til viden. Ungdommen er bedre uddannede og oplyste end nogensinde før, og vi har fået en global offentlighed og en demokratisk kultur, som kan drage alle magthavere til ansvar. Vi lever faktisk i en tid, hvor en 16-årig svensk pige kan råbe hele verden op og få verdens ledere til at fokusere på bæredygtighed og klima. Vi lever i en tid hvor ungdommen demonstrerer og handler for at få skabt en bedre verden – nu hvor vi voksne ikke har magtet det.

I Danmark er vi også gentagne gange blevet målt til at være verdens lykkeligste land og har en høj grad af tillid til hinanden. Vi lever i et fantastisk samfund, der har formået at skabe økonomisk vækst, social sikkerhed og frihed til den enkelte borger. Integrationen af flygtninge og indvandrere er også langt mere succesfuld, end det præsenteres i den politiske debat i disse år. Alt det her burde vi være stolte over og råbe ud over hustagene hver dag!

Fælles for de her positive ting, jeg nævner, er, at de ikke har fået megen omtale – heller ikke i den her valgkamp, som heldigvis er slut. Medierne og politikerne vil nemlig hellere fortælle om 10-15 utilpassede indvandrerdrenge, der kaster sten mod politiet efter Rasmus Paludans meningsløse koranafbrændinger.

Det er, som om vi ignorerer de gode ting, men har en tilbøjelighed til at bruge al energien på det negative, fordomme og frygten for det, vi ikke umiddelbart forstår! Tilbage i 1986 lavede Gnags sangen Danmark, som stadig efter over 20 år indfanger noget i vores tid. Omkvædet burde være Nyborg Gymnasiums nationalsang:

Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er
Så velkommen her
Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er
Så velkommen her
Vi sætter spejle i solen til alle der kæmper på skyggesiden
Og råber: Længe leve mangfoldigheden

Jeg håber, at tiden på Nyborg Gymnasium har givet jer blik for det smukke ved den mangfoldighed, som GNAGS synger om. Skolen er et lille mikrokosmos eller Utopia, hvor 1200 elever fra 7 uddannelser og 40 nationer faktisk lever side om side med hinanden. Her er også fordomme, javist, men mest af alt er der venskaber og fællesskaber på tværs af uddannelser og nationaliteter. Nyborg Gymnasiums adelsmærke er nemlig mangfoldigheden, og at man giver hinanden plads og rum til at være forskellige. Her mødes folk face-to-face og taler sammen på kryds og tværs, og det er det, der skal til, for at nedbryde fordommene.

Tiden her har forhåbentligt vaccineret jer mod at abonnere på frygt og fordomme om andre mennesker og kulturer – hvad enten skidtet kommer fra russiske trolde, Trump eller fra den hjemlige valgkamp. Jeg håber, I vil gå ud i verden og være de dejlige, rummelige og tolerante mennesker, I er, og være med til at formidle de positive historier om mangfoldigheden og mødet med andre, der ikke ligner jer selv. For verden består ikke bare af sort-hvide helgener eller røvhuller. Der er altid flere nuancer, og vi ved mindre, end vi selv tror. Som Sokrates sagde, så er man først rigtig klog, når man ved, at man intet ved.

Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, tager netop afsæt i Sokrates´pointe i et forsøg på at modernisere dannelsesbegrebet i den helt nye bog: Rygrad og rummelighed. Han fokuserer på titlens to centrale ord. Rygraden er den solide og dybe faglige kunnen, som I har fået gennem fag og undervisning. Rummeligheden er en vilje til at lade verden kollapse i mødet med nye – måske ubekvemme erkendelser. At finde ud af, at man måske ikke ved så meget, som man selv gik og troede. Det er spot on og rammer direkte ned i mit og vores mål med jeres liv og uddannelse her på Nyborg Gymnasium.

For dannelse og uddannelse handler ikke kun om fag og kompetencer. Det handler også om at møde det fremmede og det svære med åbent sind og måske få rystet sine fordomme og sit verdensbillede. At erkende at man faktisk ikke ved så meget, men får brændende lyst til at lære mere – fordi det er umuligt at lade være. For når man får ny viden, så får man udfordret sine egne dogmer, man lærer at være kritisk, se flere horisonter og udvise tolerance over for det, man ikke forstår. Det er ofte en frustrerende proces, som kræver, at man virkelig fordyber sig, sætter sig selv på spil og føler sig på herrens mark. Den mark har I nok været på undervejs i de sidste års slidsomme dannelsesrejse på NG. Selvom det føles hårdt, så er det vi ikke fatter hele grundlaget for, at vi udvikler os. Så jeg håber, I er blevet vendt på hovedet og har fået blæst hatten af mange gange i jeres tid her på skolen og ikke altid fattet en disse. Man skal nemlig ud på dybt vand, føle sig usikker og begå tonsvis af fejl for at rykke sig – både fagligt og som menneske gennem hele livet.

Så forhold jer kritisk over for de bedrevidende mennesker, politikere eller rektorer, der som udgangspunkt ved alt om det meste og ser sig kaldet til at rette selv de mindste fejl, I begår. De bedrevidende kommer desværre ofte fra den akademiske verden, er meget belæste og har som ofte en direkte hot-line til sandheden med stort S. Jeg er selv en grum repræsentant for den gruppe. Så forhold jer også skeptisk til mine sandheder i dag. De er ikke med stort S, men min fortolkning og optik på verden.

De bedrevidende ser det ofte som et mål at kritisere og finde hårene i suppen, men de sætter sjældent sig selv på spil eller forholder sig til ret meget andet i tilværelsen end andres fejl og hullerne i osten. Når mennesker er selvhøjtidelige og kategoriske eller har et utrætteligt behov for at komme med lærde anekdoter, så dækker det ofte over usikkerhed og uselvstændig tænkning. Men helt ærligt det er sgu for nemt at stå på sidelinjen og råbe: ”Problemet er!” igen og igen eller kritisere uden selv at foreslå alternativer eller selv risikere noget. De burde selv komme ind i kampen og sætte sig selv på spil. For når man gør det, så begår man også tonsvis af fejl. Men man gør noget. Den tidligere amerikanske præsident Theodore Roosevelt holdt i 1910 en tale, som siden er blevet kaldt Manden i arenaen. Talen indfanger den her pointe krystalklart. Roosevelt sagde sådan her:

Det er ikke kritikeren, der tæller; ikke den der påpeger, hvor den stærke snubler, eller hvor den, der gør store gerninger, kunne have gjort dem bedre. Æren tilkommer manden, som reelt er i arenaen, hvis ansigt skæmmes af støv og sved og blod, den som kæmper tappert, som fejler, som gang på gang kommer til kort, for der findes ingen bestræbelser uden fejl og mangler; den som rent faktisk stræber efter at udføre gerningerne; som kender til stor begejstring, intens hengivenhed; som bruger sig selv i en værdig sags tjeneste; som i bedste fald ender med at kende triumfen ved store bedrifter, og som i værste fald, hvis han fejler, i det mindste fejler, mens han udviser stort vovemod.

Så kast jer ind i arenaen, sæt jer selv på spil og brug jeres tid her på jorden til at nedbryde fordomme og smitte andre med jeres ukuelige optimisme, vovemod og positive grundtone. Og finde jeres egen stemme, vej og arena.

Det var også det som årets fantastiske musical Efter Festen handlede om. Stykket er skrevet af skolens dygtige dramalærer Johanne Graf, og det handler om den svære tid lige efter studentergilderne, hvor skolen ikke længere styrer ens liv, og man har friheden til at vælge sin helt egen vej, arena og melodi i livet.

Musicalen viste os alle sammen, at når man skal vælge vejen i livet, skal man vælge inde fra og ud, og ikke se sig selv udefra i lyset af andres forventninger, dogmer eller fordomme om uddannelse, politik eller andre mennesker.

Efter jeres studenterfester, så brug tiden på at finde jeres egen vej, arena og melodi. Og i den proces, så sørg for at vise tillid til og omsorg for andre mennesker, så de føler sig værdsat – uanset hvor de kommer fra. For alle mennesker vil noget godt i livet og har vigtige ressourcer og positive egenskaber at bidrage med. Alle har også behov for at tilhøre et stærkt tillidsfuldt fællesskab uden brok, fordomme og pessimisme. Det har I realiseret her på Nyborg Gymnasium, så fortsæt med det ude i livet. Det er nemlig jer selv, der bestemmer hvilken grundmelodi jeres liv skal have, og det er jer, der skal forme fremtiden med jeres valg. Gudskelov for det.

Og netop det vil jeg slutte med – sammen med vores alle sammens fantastiske Kim Larsen, som jeg også begyndte med. Den her er til jer fra mig:

Hvis nogen siger det hele går ad helvede til
så tro dem ikke
det har altid været sådan og det blir det nok ved med
tror du ikke?
Men lov mig at du aldrig blir træt
af livet en skønne dag
for du er Susan Himmelblå
og det er dit fra nu af

Jeg ved da godt, du synes, at jeg er en gammel nar
Og hva’ så?
Jeg har prøvet mit, nu ska’ du prøve dit
Kom så
Himmelen og stjernerne
Og fanden, det store kvaj
De står på hver sin side af dig
Lige nu, sig ja eller nej

Kære fantastiske studenter: Nu har I fået mit bud på nogle melodier til jeres videre færd. Men det er jeres liv, og det er jeres verden, og I bestemmer selv. Jeg håber bare, I vil gå ud og sprede jeres glæde ved livet og sige nej tak til mørkemændene og kældermenneskene: Always look on the bright side of life!

Med de ord og den opfordring vil jeg dimittere årgang 2019 fra Nyborg Gymnasium.

 

 

Jeg ønsker mere information og vil gerne kontaktes

KLIK HER
Skip to content