After School

På Nyborg Gymnasium er der mange forskellige aktiviteter om eftermiddagen. Her kan du læse lidt om, hvad der foregår.

Vi vil gerne have, at du hurtigt får et tilhørsforhold til skolen; det hjælper dig også til at gennemføre din uddannelse her. Så derfor: Meld dig til de faglige og sociale aktiviteter, der er på skolen om eftermiddagen! Her vil du møde elever fra alle skolens uddannelser og sammen med dem, kan du udfordre dig selv fagligt og personligt i et hyggeligt og socialt fællesskab.

After School-aktiviteterne foregår på forskellige tidspunkter af året, og de forskellig aktiviteter er af forskellig varighed. Rækken af aktiviteter udvikles og ændres fra år til år. Aktiviteterne kan både være styret af lærere, og de kan opstå på baggrund af ønsker eller initiativer fra elever. Hvert år ved studiestart afholder vi en stor After School-messe, hvor aktiviteterne bliver præsenteret, og du får mulighed for at stille uddybende spørgsmål.

På Nyborg Gymnasium består After School blandt andet af disse aktiviteter:

Billedkunst

Croquis og collage, akvarel og akrylmaleri – det er nogle af de muligheder, vi tilbyder i frivillig billedkunst. Frivillig billedkunst fungerer som åbent værksted, men der er også udflugter for at se på kunst.

Drama

I frivillig drama arbejder vi med forskellige dramaøvelser og med teatrets muligheder. Det kan være arbejde med improvisationsøvelser, teatersport, dramatisering af korte tekster, og vi indstuderer og opfører en forestilling, hvis der er stemning for det. Man behøver ikke på forhånd at have erfaring med teater.

DesignLab – laboratorium for design, kunst og teknologi

På Nyborg Gymnasium har vi etableret et særligt rum for de kreative og innovative aktiviteter: DesignLab. Her kan man efter skole boltre sig i kunst, design, iværksætteri og teknologi. Nedenfor kan du se hvilke After School-aktiviteter, der foregår i DesignLab:

  • E-sport: Vi tilbyder E-sport som After School aktivitet. Her vil fokus naturligvis være på at spille, men også på alle de elementer, der er omkring E-sport som en aktivitet, der kræver at man både er fysisk og mentalt i topform.
  • Makerspace: Makerspace på NG er et åbent kreativt værksted, hvor du kan udforske og arbejde med udvikling af ideer og prototyper ved hjælp af spændende teknologier. I værkstedet vil man bl.a. kunne arbejde med 3D-print, robotteknologi, 3D-modelleringsprogram og spiludvikling (bl.a. MakeyMakey, Sphero, Lego Mindstorm, Rasperry Pi). Det kræver ingen særlige forudsætninger at deltage, ud over en stor interesse for de nyeste teknologier og en lyst til at være en del af et krøllet og kreativt miljø. Kom og leg med virkeligheden, og se om din ide kan blive til noget.

Elevaktiviteter

Hvert år byder elever ind med aktiviteter, de godt kunne tænke sig at stå for. Vi har de seneste år blandt andet haft skak, Penstroke -skriveklub-strikkeklub, monocykling og mange, mange flere. Hvis du har en god idé til en fælles aktivitet, er der mange muligheder.

Idræt

Vi tilbyder fx yoga, håndbold, styrketræning, fodbold, rugby, svømning, volleyball og løbetræning. Vores skolehold deltager i regionsstævner med de fynske gymnasier. Hvis der er interesse for det, kan vi også oprette forløb i andre discipliner.

Iværksætteri og innovation

Har du en iværksætter i maven, eller går du og drømmer om at starte din egen virksomhed? Hvis ja, så er denne aktivitet noget for dig. Du vil bl.a. komme på virksomhedsbesøg, møde unge iværksættere og få konkrete værktøjer til at udvikle og markedsføre produkter. Du vil også kunne få professionel rådgivning til at etablere egen virksomhed i samarbejde med ”Bureauet” i Nyborg.

Kajak og SUP

Er du til vand, friluftsliv og bevægelse, udbyder vi også Kajak og Sub – Stand Up Paddle. Vi samarbejder med den lokale kajakklub, og det giver mulighed for, at du efter skoletid kan lære at sejle og få hyggelige og sjove oplevelser på vand.

Musik

Frivillig musik består af flere tilbud. Du kan komme i et jazzorkester, deltage i et rockband, synge i kor osv. Holdene stiller op til forskellige arrangementer på skolen, deltager i musical og bruger skolens lydstudie til at indspille nogle af de numre, der arbejdes med. Repertoiret afhænger af deltagernes ønsker og forudsætninger.

Musical

Skolen laver musical hvert andet år. Elever, der kan synge, danse, spille musik, spille skuespil, lave scenografi, sy kostumer eller styre lyd og lys skaber sammen den store begivenhed, som musicalen er.

Model United Nations

MUN er en kopi af det rigtige FN, bare på gymnasieniveau. Her får du mulighed for at debattere globale problemer med andre interesserede. Du øver dig på præsentation og retorik, og du får et godt indblik i mange af verdens udfordringer set fra forskellige landes synsvinkel. MUN deltager i internationale konferencer på andre MUN-skoler, og på Nyborg Gymnasium har vi også en årlig konference, MUNNY, hvor besøgende elever dyster og diskuterer med vores MUN-elever.

Studiecenter

Studiecentret har åbent flere eftermiddage hver uge. Her kan du få hjælp til dine lektier og skriftlige opgaver og få vejledning og sparring fra lærere og elevassistenter. I studiecentret er der hyggeligt at være, og for at sikre blodsukkeret bliver der stillet te, kaffe og boller frem til fri afbenyttelse.

Jeg ønsker mere information og vil gerne kontaktes

KLIK HER